Positivt at regeringen vil fjerne udskældt affaldsgebyr for erhverv

Nyhed

Erhvervsministeren vil afskaffe administrationsgebyret for erhvervsaffald – og det er Brancheforeningen Cirkulær positiv stemt for. Dog dækker gebyret en række reelle udgifter, blandt andet til affaldsdatasystemet. Derfor er der behov for en diskussion om, hvor pengene så skal komme fra – en diskussion, Brancheforeningen Cirkulær gerne deltager i.

Genbrugsplads erhvervsaffald

Administrationsgebyret for erhvervsaffald har flere gange fået det politiske dødsstød uden dog at være blevet afskaffet, blandt andet ved vækstaftalen fra 2014 og i forbindelse med finansloven for 2016.

Et gebyr, som kun svært kan forklares, og som i øvrigt er dyrt at opkræve og administrere – det har ingen interesse i. Derfor er Brancheforeningen Cirkulær positivt stemt overfor erhvervsminister Rasmus Jarlovs (K) udmelding om at afskaffe administrationsgebyret for erhvervsaffald.

Gebyret har i lang tid været udskældt og ønsket afskaffet. Det er især uklart for virksomhederne, hvorfor de skal betale gebyret, når de ikke benytter de kommunale affaldsordninger. Derudover er det omkostningstungt for kommunerne at opkræve beløbet, samt at behandle ansøgninger fra virksomhederne, som af forskellige grunde kan slippe for at betale gebyret.

Det står der i finanslovforslaget

Der afsættes en ramme på 185 mio. kr. i 2019, 165 mio. kr. i 2020 og 140 mio. kr. fra 2021 og frem til yderligere punktafgiftslempelser mv. Heraf er en ramme på 50 mio. kr. årligt reserveret til et eventuelt offentligt finansieringsbidrag i forbindelse med afviklingen af det kommunale gebyr for erhvervsaffaldshåndtering (administrationsgebyr).

Kilde: Finanslovforslaget 2019

 

Stadig udgifter der skal dækkes

Uanset hvor bøvlet gebyret opleves, så er der en række udgifter, som gebyret ikke desto mindre dækker. Blandt andet driver staten det såkaldte affaldsdatasystem, som indeholder statistik over al affald i Danmark, herunder hvor meget affald vi producerer, og hvor meget vi genanvender.

Det er en vigtig opgave, som bliver endnu mere relevant i takt med, at også virksomheder skal sortere mere affald til genanvendelse, samt at vi generelt skal blive bedre til at måle, hvor meget affald der reelt bliver genanvendt til nye råmaterialer.

I kommunerne dækker gebyret blandt andet udgifter til planlægning og udarbejdelse af affaldsplaner og regulativer for erhvervsaffald – opgaver, som kommunerne er forpligtigede til at løse.

Lad os diskutere alternativerne

I affaldssektoren hersker forureneren-betaler-princippet. Derfor er det uholdbart, hvis eksempelvis husholdningerne skal betale for udgifter, som egentlig skal dækkes af virksomheder.

Derfor er der behov for en diskussion om, hvor pengene så skal komme fra – en diskussion, Brancheforeningen Cirkulær gerne deltager i.

 
Administrationsgebyr og genbrugspladsgebyr er to forskellige ting

Der opstår nogle gange forvirring om affaldsgebyrerne for erhvervsaffald. Særligt bliver gebyret for genbrugspladser ofte blandet sammen med administrationsgebyret. Men det er to forskellige ting.

Genbrugspladsgebyret skal som navnet antyder betales af virksomheder og firmaer, som gerne vil aflevere affald på kommunernes genbrugspladser. Det kan f.eks. være håndværkere og gartnere, som vil aflevere byggeaffald eller grønt affald. Virksomheder skal aktivt tilmelde sig, hvis de vil bruge kommunernes genbrugspladser. Hvis en virksomhed ikke er tilmeldt (f.eks. hvis man ikke har behov for det), må man ikke bruge genbrugspladserne – man slipper så også for udgiften.

Administrationsgebyret dækker en lang række udgifter, som både staten og kommunerne har til forskellige administrative ­opgaver relateret til erhverv og virksomheders affaldsproduktion, blandt andet:

  • Planlægning og udarbejdelse af affaldsordninger/-planer/-regulativer.
  • Administration af affaldsordninger.
  • Betaling til Affaldsdatasystemet.
  • Betaling til Den nationale regulativdatabase.
  • Information/kommunikation om affald.
  • Besvarelse af henvendelser, herunder anvisning.
  • Administration af jordflytninger.
  • Beredskab for farligt affald.