Mikkel Brandrup er ny direktør i Brancheforeningen Cirkulær

Nyhed

Siden juli har Mikkel Brandrup været konstitueret direktør, og indtil da varetog han rollen som politisk chef i foreningen.

Det bliver Mikkel Brandrup, der fremover skal stå i spidsen for den kommunale affaldssektors interessevaretagelse. Siden juli har han været konstitueret direktør i Brancheforeningen Cirkulær, men nu bliver konstitueret strøget fra titlen, fortæller foreningens formand Mads Jakobsen.

”Vi glæder os over ansættelsen af Mikkel Brandrup som ny direktør. Mikkel har gennem flere år leveret en flot indsats for foreningen som politisk chef, hvor han har være en drivende kraft i medlemssamarbejdet og interessevaretagelsen. Bestyrelsen ser frem til at fortsætte det gode samarbejde om de væsentlige affaldspolitiske opgaver, foreningens skal løse i den kommende tid,” siger Mads Jakobsen, formand for Brancheforeningen Cirkulær.

Affald spiller nøglerolle i cirkulær økonomi

Mikkel Brandrup kender foreningen og sektoren indefra, idet han siden 2017 har været politisk chef i Brancheforeningen Cirkulær. Han glæder sig til at fortsætte arbejdet.

”Jeg ser frem opgaverne og arbejdet med at sikre, at den kommunale affaldssektor kan fortsætte den positive udvikling, når det gælder realisering af både de ambitiøse mål for genanvendelse af affald og målet om reduktion af CO2-udledningerne,” siger Mikkel Brandrup.

”Affaldssektoren er helt tæt på borgerne og spiller en nøglerolle som bindeled mellem den cirkulære økonomi og den grønne omstilling af energisystemet. Jeg er stolt over at have fået det ansvar, og jeg glæder mig til samarbejdet med de mange gode medlemmer i kommuner og affaldsselskaber,” fortsætter han.

Mikkel Brandrup er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet i el-sektoren samt som energi- og miljøpolitisk rådgiver i et kommunikationsbureau.