BOFA: Bornholm viser vej – uden affald i 2032

BOFA og Bornholm er indstillet til Brancheforeningen Cirkulærs Verdensmålspris 2020 for sin vision om at blive et affaldsfrit samfund i 2032.

affaldsenergi på bornholm

Når Bornholms affaldsenergianlæg lukker i 2032 er visionen at være det første industrialiserede samfund, der genbruger og genanvender 100 procent af affaldet. Foto: BOFA.

Bornholm ønsker at blive verdens første industrialiserede samfund, der slukker forbrændingsovnen og overgår til 100 procent genbrug og genanvendelse af affald. Visionen blev offentliggjort i 2019 og er inspireret af FN’s 17 verdensmål.

Det er øens affaldsselskab BOFA’s plan at borgere, erhvervsliv og turister på Solskinsøen over de næste 12 år skal lade sig inspirere af verdensmålene, udvikle metoder, der optimerer håndteringen og øger sorteringen af mange nye affaldstyper – og i langt højere grad opfatte og behandle affald som ressourcer.

Resultater

Grøn dannelse for børn og unge

BOFA bruger verdensmål og visionen som omdrejningspunkt i skoletjenesten, som alle øens børn og unge besøger. Her tilegner de sig viden om verdensmål, ressourcer og bæredygtighed under overskriften ”Grøn dannelse”. Med 3.000 gæster om året, er affaldsskoletjenesten landets med besøgte målt pr. indbygger.

Politisk konference og videndeling

I november 2019 afholdt BOFA en stor konference i Christiansborg, hvor visionen om Bornholm uden affald i 2032 blev præsenteret. Her blev der diskuteret cirkulær økonomi og klima, og der kom input fra erhvervsliv, forskningsinstitutioner og affaldsbranche til visionen.

Kortlægning af restaffald

BOFA har sammen med Lyngbo Permakulturcenter kortlagt centerets restaffald. Det dokumenterer hvilke affaldstyper og mængder, der er en udfordring i et bofællesskab, som vægter bæredygtighed og cirkularitet højt. BOFA bruger erfaringerne i et nyt udbud om affaldshåndtering på Bornholm frem til 2032.

Future for genbrug

BOFA deltager i EU-projektet FUTURE der bl.a. har fokus på at øge direkte genbrug. Siden 2019 har BOFA samarbejdet med lokale idrætsforeninger. På fem ud af seks genbrugspladser kan borgerne donere effekter, der kan genbruges, som idrætsforeningerne sælger via loppemarkeder eller sociale medier.

Mere sortering med Wasteman

BOFA gennemfører EU-projektet Wasteman, der skal udvikle, designe og afprøve muligheder for nye måder at sortere og håndtere husholdningsaffald på. Lokale borgere deltager i udviklingsprocessen og skaber i samarbejde med professionelle fagfolk nye idéer til, hvordan miljøstationer i byrummet skal se ud. En prototype, der skal afprøves i såkaldte Living Labs i udvalgte forsøgsområder, er ”skraldemobilen”, der simulerer fremtidens selvkørende affaldsindsamling.

Relevante verdensmål:

4: Kvalitetsuddannelse
9: Industri, innovation og infrastruktur
11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
12: Ansvarligt forbrug og produktion

Relevante delmål:

4.7: Undervis i bæredygtig udvikling og globalt medborgerskab
11.3: Gør byerne inkluderende og bæredygtige
12.5: Reducér affaldsmængden betydeligt