Brev til ministre fremhæver arbejde med governance
Forsyningssektoren arbejder systematisk med governance med udgangspunkt i en række kodeks for selskabsledelse, skriver Brancheforeningen Cirkulær, Dansk Fjernvarme, DANVA og Danske Vandværker i fælles henvendelse til en række ministre.
![En bæredygtig verden](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/Klimafolkem%C3%B8det2023-50.jpg?h=2e5cdddf&itok=UFgc8oiK)
Forsyningssektorens brancheforeninger har i årevis arbejdet aktivt og systematisk med god og professionel governance i såvel kommunale som forbrugerejede forsyningsvirksomheder indenfor fjernvarme, drikkevand, spildevandshåndtering, samt affald og genbrug.
Derfor er det også oplagt, at forsyningssektoren inddrages i det politiske arbejde, der skal bane vejen for flere demokratiske virksomheder i Danmark.
Det skriver Brancheforeningen Cirkulær, Dansk Fjernvarme, DANVA og Danske Vandværker i et fælles brev til en række ministre.
”Samlet set arbejder forsyningssektoren systematisk med kodeks og anbefalinger om god selskabsledelse, og vores erfaringer deler vi som nævnt gerne med myndighederne i arbejdet om at fremme demokratiske virksomheder. Dertil er det vores håb, at sektoren mødes med tillid og ambitioner om samarbejde,” skriver organisationerne i brevet.
Forsyningssektoren er kritisk infrastruktur, og samtidig en nøgleaktør i omstillingen til et bæredygtigt samfund og cirkulær økonomi – hvilket også indgår som parameter i den politiske aftale om at fremme demokratiske virksomheder.
Forsyningssektorens fokus på flere bundlinjer afspejler sig i kodeks for god selskabsledelse:
”De taler derfor direkte ind i arbejdet på en lang række aktuelle samfundsdagsordener som klima, effektivitet, forsyningssikkerhed og beredskab”, skriver foreningerne i henvendelsen.
Kodeks for god selskabsledelse for de kommunale forsyningsselskaber blev lanceret i 2017 og er udarbejdet af DANVA i samarbejde med Dansk Fjernvarme, Danske Vandværker og Brancheforeningen Cirkulær samt efter input fra KL og ministerier.
Kodekset er revideret i oktober 2022.
Kodekset indeholder 33 anbefalinger og 5 afsnit, der understøtter god governance:
• Samspil med ejer og øvrige interessenter
• Åbenhed og gennemsigtighed
• Bestyrelsens opgaver og ansvar
• Bestyrelsens sammensætning og organisering
• Bestyrelsens samarbejde med den daglige ledelse
Kontakt
![jens-bomann-christensen](/files/styles/portrait_01/public/media/image/Jens-Bomann-Christensen.jpg?h=78aab1d8&itok=rbfBNgI7)
![Niels Toftegaard](/files/styles/portrait_01/public/media/image/niels-toftegaard.jpg?h=78aab1d8&itok=0KdbV5bb)