Verdensmål
Verdensmål
FN's medlemslande har vedtaget 17 mål og 169 delmål, der bl.a. sigter mod at afskaffe ekstrem fattigdom, skabe bæredygtige byer og øge brugen af bæredygtig energi inden 2030.
Danmark har forpligtet sig til at leve op til verdensmålene. Som et veludviklet højindkomstland har vi allerede opfyldt flere verdensmål og er tæt på at opfylde endnu flere.
Det ændrer dog ikke på, at der stadig ligger et stort arbejde de kommende år for Danmark, især for at nå målene vedrørende klima, miljø og bæredygtigt forbrug. Her spiller den kommunale affaldssektor en vital rolle.
Verdensmålsprisen
Verdensmålene skal leve, før de får reel effekt
Brancheforeningen Cirkulærs Verdensmålspris uddeles hvert år på foreningens årsmøde til et af foreningens medlemmer.
Prisen skal ikke kun synliggøre det enkelte tiltag, men også inspirere hele sektoren til at bruge verdensmålene aktivt i såvel strategi som daglig drift. For det er først, når verdensmålene kommer ud at leve, at de får reel effekt.
Indstilling og kåring
Verdensmålsprisen blev uddelt til foreningens årsmøde Affald 2024 den 22. maj 2024, hvor AffaldPlus modtog prisen for sit succesfulde forsøg med genanvendelse af asbestfrit eternit.
Prisen uddeles næste gang til vores årsmøde i 2025.
Vinder 2024: AffaldPlus - Genanvendelse af eternit
AffaldPlus vinder for sit arbejde med at genanvende af asbestfrit eternit, fremfor at deponere det.
Projektet har til formål at genanvende asbestfrie eternitplader til nye betonprodukter som afskærmning og trafikchikaner, fremfor at deponere dem.
Initiativet er blevet implementeret på AffaldPlus' genbrugspladser i Næstved og Ringsted, hvor der blev opsat specifikke containere til indsamling af eternitplader produceret efter 1988. Efter en nøje dokumentationsproces og godkendelse fra medarbejderne er eternitten sendt til Recycon Recycling A/S for nedknusning og genanvendelse.
I 2023 førte dette forsøg til, at 50 tons eternit blev genanvendt, hvilket udgjorde 40% af den samlede mængde eternit- og asbestaffald. Økonomisk resulterede initiativet i en besparelse på 400 kr. pr. ton eternit, der blev genanvendt. Projektet har vist sig så succesfuldt, at det vil blive implementeret på AffaldPlus' otte største genbrugspladser i maj 2024, så mere eternit nu genanvendes i stedet for blot at blive nedgravet.
Vindere og nominerede til Verdensmålsprisen
Brancheforeningen Cirkulærs Verdensmålspris er uddelt hvert år siden 2019.
Her kan du se alle vindere og nominerede gennem tiden.
2024
Vinder: AffaldPlus - genanvendelse af asbestfrit eternit
AffaldPlus har med succes sikret genanvendelse af asbestfrit eternit, fremfor at deponere det. Det har i 2023 ført til, at 50 tons eternit er genanvendt, og for 2024 er forventningen at 740 tons kan genanvendes.
Læs mere om AffaldPlus' projekt
Øvrige nominerede:
- Kredsløb: Den selvbetjente nærgenbrugsstation
- Vestforbrænding: Genbrug af håndvaske og toiletter
2023
Vinder: Renosyds kvashegnsinitiativ
Gennem borgerinvolvering og fokus på affaldsforebyggelse har Renosyd etableret mere end 40 kvashegn, reduceret affaldsmængder, styrket biodiversiteten og sparet CO2-udledning.
Øvrige nominerede:
2022
Vinder: Vestforbrænding - HaloSep, fra farligt affald til ressourcer
Stena og Vestforbrænding samarbejder om at etablere verdens første forsøgsanlæg, der kan rense metaller ud af flyveaske, som dannes, når røgen fra affaldsenergianlæg renses. Anlægget skal hvert år omdanne 15.000 tons flyveaske til genanvendelige metaller, vejsalt og renset aske. I dag er flyveaske farligt affald, som er dyrt og omstændigt at håndtere.
Øvrige nominerede:
2021
Vinder: Odense Renovations genbrugsunivers Zirkel
Odense Renovations genbrugsunivers Zirkel er ikke blot en genbrugsbutik, men også et showroom og eksperimentarium. Fra Zirkels fælleslager har 15 humanitære organisationer, Odenses børnehaver og skoler samt lokale iværksættere, kunstnere og udsatte borgere adgang til genbrugsgenstande og materialer.
Øvrige nominerede:
2020
Vinder: Odense Renovation med 'Cirkulær i Odense - iværksætteri skaber grønne jobs og cirkulære produkter'
Odense Renovations Cirkulær i Odense-projekt støtter lokale grønne og bæredygtige iværksættere. Ved at kombinere specialviden indenfor affald og ressourcer med viden om cirkulære forretningsmodeller og iværksætteri har Odense Renovation været katalysator for tilblivelsen af nye virksomheder og produkter efter cirkulære principper.
Øvrige nominerede:
2019
Vinder: AVV's Godt Gjort-genbrugskoncept
Under brandet 'Godt gjort’ udnytter AVV værdierne i affaldet til skabelse af nye produkter gennem genbrug- og upcycling, og skaber samtidigt socialøkonomiske arbejdspladser.
Øvrige nominerede:
Verdensmålsprisen 2024
Stort tillykke til AffaldPlus, som er årets modtager af verdensmålsprisen!
AffaldPlus får prisen for sit succesfulde forsøg med at sikre genanvendelse af asbestfrit eternit, fremfor at deponere det. Det har i 2023 ført til, at 50 tons eternit er genanvendt, og for 2024 er forventningen at 740 tons kan genanvendes, når ordningen udbredes til alle AffaldPlus' genbrugspladser.
Genanvendelsen sker i samarbejde med virksomheden Recycon Recycling A/S, som nu arbejder for at udbrede metoden med kvalitetssikring og genanvendelse af asbestfrit eternit til hele landet.
I alt har fem projekter været indstillet til Verdensmålsprisen. Herunder kan du læse et resume af de indstillede projekter, og downloade yderligere information og beskrivelser – som er god inspiration til hele branchen.
AffaldPlus: Forsøg med genanvendelse af eternit
AffaldPlus er indstillet til Verdensmålsprisen sit forsøg med genanvendelse af eternit. Projektet har til formål at genanvende asbestfrie eternitplader til nye betonprodukter som afskærmning og trafikchikaner, fremfor at deponere dem.
Initiativet er blevet implementeret på AffaldPlus' genbrugspladser i Næstved og Ringsted, hvor der blev opsat specifikke containere til indsamling af eternitplader produceret efter 1988. Efter en nøje dokumentationsproces og godkendelse fra medarbejderne er eternitten sendt til Recycon Recycling A/S for nedknusning og genanvendelse.
I 2023 førte dette forsøg til, at 50 tons eternit blev genanvendt, hvilket udgjorde 40% af den samlede mængde eternit- og asbestaffald. Økonomisk resulterede initiativet i en besparelse på 400 kr. pr. ton eternit, der blev genanvendt. Projektet har vist sig så succesfuldt, at det vil blive implementeret på AffaldPlus' otte største genbrugspladser i maj 2024, så mere eternit nu genanvendes i stedet for blot at blive nedgravet.
Kredsløb: Den selvbetjente nærgenbrugsstation
Kredsløb er indstillet for nærgenbrugsstationen ved Godsbanen i Aarhus C. Den omdefinerer genbrugsoplevelsen ved at være en multifunktionel, bynær facilitet, som gør genbrug og genanvendelse tilgængelig og attraktiv for midtbyens beboere.
Den er selvbetjent med MitID, åben alle dage, og understøtter cirkulær økonomi gennem en række tilbud som bytte af indbo, lån af værktøj, og reparationstjenester i samarbejde med lokale små-virksomheder og foreninger. Nærgenbrugsstationen ligger i et butikslokale, og er selv bygget af og indrettet med genbrugsmaterialer og genanvendt affald indsamlet på Kredsløbs andre genbrugspladser.
Siden åbningen i juli 2023 har stationen vist positive resultater med høj brugeraktivitet og kundetilfredshed uden rod og misbrug, hvilket indikerer en vellykket implementering af automatisering og digitalisering i driftsprocesser. Nærgenbrugsstationen adresserer samtidig de særlige udfordringer ved affaldshåndtering i urbane områder. Udviklingen er sket i samarbejde med og med støtte fra Circular Economy Beyond Waste.
Vestforbrænding: Genbrug af toiletter og håndvaske
Vestforbrænding er indstillet for sit arbejde med direkte genbrug af toiletter og håndvaske. Fra sin begyndelse i juni 2023 på Høje-Taastrup Genbrugsstation er indtil videre mere end 100 toiletter og 250 håndvaske blevet indsamlet til genbrug, hvilket er en betydelig mængde for en type badeværelsesprodukter, der trods alt sjældent udskiftes. Efter nøje sortering sendes disse til Jensen Genbrug for kvalitetstjek og videresalg, hvilket understøtter Vestforbrændings eget mål om at genbruge 30.000 tons affald inden 2030.
Projektet har også god økonomisk værdi, da sanitetsaffald er blandt de dyreste at behandle inden for byggeaffald. Sidst men ikke mindst er CO2-besparelsen stor. For hver ton genbrugt sanitetsaffald spares der 2,8 tons CO2, da sanitet er energitungt at producere.
Succesen med forsøget har været stor, og derfor udvides indsamlingen til fem genbrugspladser i 2024, med det ultimative mål om implementering på alle Vestforbrændings 23 genbrugsstationer i 2025.
renosyd: Værdicentralen – mere genbrug, bæredygtig indsats og social succes
renosyd er indstillet for sit arbejde på flere bundlinjer gennem sine to genbrugsbutikker Værdicentralen Skanderborg og Værdicentralen Odder. De spiller nemlig også en vigtigt social rolle. Værdicentralen kombinerer salg af genbrugsvarer med praktik- og afklaringsforløb for borgere, der står uden for arbejdsmarkedet. De får hjælp til at opnå jobfærdigheder og sluses tilbage på arbejdsmarkedet.
På den sociale bundlinje har over 35 personer årligt været gennem jobafklaringsforløb i Værdicentralen, som samtidig tilbyder meningsfyldte jobs i øvrigt, herunder flexjob med skånevilkår, samt jobs for ungarbejdere. Denne indsats demonstrerer et effektivt samarbejde mellem renosyd og kommunernes jobcentre – og er en stor, men nogle gange overset effekt.
På den grønne bundlinje har Værdicentralen i 2023 sikret genbrug af 600 tons genstande og genereret en omsætning på over 5,5 mio. kroner. Seneste initiativ er ’Too good to throw’, hvor de få ting, der ikke kan sælges, gøres gratis tilgængelige.
Vejle Kommune: RessourceCenter Vejle – Vejles grønne fyrtårn
Vejle Kommunes nye ressourcecenter (RCV) er indstillet, da verdensmålene har indgået som aktive parametre i byggeriet. Projektforslag og -tilbud blev bl.a. bedømt efter i hvor høj grad verdensmålene var relevante og kunne indarbejdes i byggeriet.
RCV kombinerer derfor genbrug og ressourcehåndtering med uddannelse og formidling bl.a. via Læringsbroen, hvor besøgene fra platforme i produktionshallerne kan se affaldets vej; samt Laboratoriet, hvor der er reparationsudstyr og mulighed for workshops og samskabelsesprocesser.
RCV er derudover den første containerfri genbrugsplads i Danmark, og et udendørs byggemarked og en genbrugsbutik giver mulighed for materialebytte og -genbrug.
Administrationsbygningen er DGNB Guld-certificeret med hjerte, som indikerer særlig omtanke for et sundt arbejdsmiljø. RCV er bygget efter cirkulære principper, med brug af genbrugsbeton- og asfalt, fejlproducerede overskudsvinduer, genbrugte døre og armaturer, cirkulære facadeplader samt solceller og sedumtag.
Inspirationskatalog: Affaldssektoren og FN's Verdensmål
Den kommunale affaldssektor spiller en vigtig rolle i opnåelsen af FN’s verdensmål. For selvom Danmark er meget langt med opnåelsen af adskillige mål, så er der stadig lang vej igen, især på miljømålene .
Her har vi som affaldssektor mulighed for at skabe afgørende forandring. Hensyn til miljø og klima er en integreret del af vores virke. Dette hensyn er ikke noget, vi skal lægge oveni vores daglige drift – det ligger allerede dybt forankret i vores primære arbejdsopgaver.
Hver dag arbejder den kommunale affaldssektor for at flytte affaldet op i affaldshierarkiet, og på den måde sikre bedst mulig udnyttelse af affaldet og ressourcerne heri. Vi bliver dygtigere til at genbruge, dygtigere til at genanvende og dygtigere til at energiudnytte det affald, der ikke kan genanvendes. Ikke mindst er vi et af de lande i Europa, der deponerer mindst affald. Andelen af genanvendt husholdningsaffald stiger, og samtidigt falder andelen af energiudnyttet affald.
Udover vores hovedopgave, som er affaldshåndtering, bidrager vi også positivt på andre områder. Vi sørger for undervisning i bæredygtig affaldshåndtering, bidrager til at holde havene og naturen ren, og bidrager til opretholdelsen af rent drikkevand.
I publikationen 'Affaldssektoren og FN's Verdensmål' har vi samlet nogle gode eksempler fra den danske affaldssektor.