Benchmark: Nye stærke tal for affaldsenergi

Nyhed

På vigtige parametre gør danske affaldsenergianlæg det bedre end tidligere, og affaldsenergianlæggene leverer nu en fjerdedel af fjernvarmen i Danmark. Det viser den seneste statistik for sektoren.

Fjernvarmerør

Når Brancheforeningen Cirkulær hidtil har sagt, at landets affaldsenergianlæg leverer 20 procent af fjernvarmen i Danmark – så er det faktisk en underdrivelse. Det viser den seneste benchmarkingrapport for sektoren med tal for 2014.

Mængderne af affald til energiudnyttelse er steget – bl.a. på grund af øget import – og flere anlæg har fået røggaskondensering, så der kan trækkes mere varme ud af røgen. Det betyder, at knap 25 procent af fjernvarmen nu er fra affaldsenergianlæg. Samtidig er taksterne faldet og udledningerne af stoffer som svovl og NOx er faldet.

Taksterne falder

Den gennemsnitlige takst ekskl. afgift for at få affald energiudnyttet er de laveste, siden benchmarking af sektoren begyndte i 2007. Siden 2010 er taksterne faldet med hele 9 procent.

Statistikken viser dog samtidig, at affaldsproducenterne kun i begrænset omfang har haft gavn af den lavere takst. Fra 2013 til 2014 er afgiften til staten steget, så den samlede afgiftsbetaling er lige så stor, som prisen for at aflevere affaldet til energiudnyttelse.

Bedre miljø

Over de senere år har anlæggene investeret i nye og mere effektive filtre og røgrensningsteknologier. Disse investeringer viser sig nu at have en positiv miljømæssig effekt. Over en bred kam er emissionerne kraftigt reduceret – f.eks. er udledningen af NOx faldet med 40 procent, og udledningen af CO faldet med 60 procent.

Hent hele benchmarkingrapporten hos Energistyrelsen.

Kontakt

hanne johnsen
Specialkonsulent
2347 2678