Offentlig innovation: Fra affaldsslagge til metaller og byggemateriale

Nyhed

Slaggen fra energiudnyttelse af affald er på få år gået fra at være en byrde til en ressource. Hos Afatek A/S sorteres metaller fra slaggen i en uhørt høj grad, og restproduktet kan indgå i vejbyggeri og beton – en udvikling drevet i regi af et offentligt ejet selskab.

Scanmetals - slaggesortering2

Selvom der sorteres masser af jern, aluminium og rustfrit stål i containerne til metal på landets genbrugspladser, ender en stor del stadig i restaffaldet, som energiudnyttes. Metallet kan bagefter sorteres ud af slaggen.

Af Niels Toftegaard, kommunikationskonsulent, Brancheforeningen Cirkulær

Det kan vi gøre bedre. Det var konklusionen, da fem sjællandske affaldsselskaber så på, hvad de fik ud af slaggen fra deres affaldsenergianlæg – det restprodukt, som er tilbage efter forbrændingsprocessen. Udgifterne til håndteringen var for store, det kostede penge at komme af med efterfølgende samtidig med, at ressourcerne i slaggen – særligt metallerne – ikke blev udnyttet optimalt.

Opgaven med at ændre dette blev lagt i Afatek A/S, som håndterer slaggen og er ejet af den førnævnte kreds af affaldsselskaber.

- Mine ejere kunne ikke tillade den situation, vi stod i. Logikken var, at nu havde vi investeret i vores affaldsenergianlæg for at nedbringe emissioner og skrue op for energiudnyttelsen, men vi havde slet ikke fokuseret på restproduktet, fortæller Jens Kallesøe, direktør i Afatek.

Ned til 0,5 mm

Det er cirka 8 år siden, og netop nu er et helt nyt sorteringsanlæg til metaller på vej op i fulde omdrejninger.

Det nye anlæg kan udsortere endnu mere metal i endnu mindre størrelser end før – helt ned til 0,5 mm små metalstykker. Ifølge Jens Kallesøe er det kun muligt, fordi Afatek og selskabets ejere besluttede sig for at beholde og udvikle projektet i eget regi.

Slaggesortering
Afateks nye sorteringsanlæg, inden det gik i drift midt i oktober 2015.
 
 
 

Ingen kunne levere

Hvorfor gjorde I det selv, i stedet for at udbyde opgaven til en privat virksomhed?
- Vi spurgte industrien, om de havde maskiner, der kunne sortere så fint, som vi mente, der var potentiale for. Men det kunne de ikke garantere. Samtidig gik det op for os, at vi egentlig stod med ret gode kort på hånden, til at kunne løfte opgaven med at designe et system selv: Vi havde den nødvendige erfaring til at sige, hvordan vi kunne forbedre processen, vi havde masser af slagge at arbejde med, og vi havde økonomien til at investere, fortæller Jens Kallesøe.

Så det store udbud blev delt op i mindre delleverancer på f.eks. maskinerne til anlægget, mens Afatek selv løftede design- og projekteringsopgaven. Og nu kører det, sorteringsanlægget, til tiden og inden for budgettet på 50 mio. kr.

- Det fungerer fantastisk, og de opstartsproblemer vi har haft, har været simple at løse, siger Jens Kallesøe.

Flere analyser og bedre data

Salget af den øgede mængde metal bidrager til indenfor fire år at betale etableringsudgifterne tilbage. Dermed er affaldsselskaberne bag Afatek nået et vigtigt stykke vej i bestræbelserne på at optimere slaggehåndteringen. Men hvad med resten af slaggen – er det muligheder i den?

[paragraphbox:3]

Ja, har Afatek fundet ud af. For samtidig med indsatsen på udsortering af metaller har bruger Afatek nu langt flere kræfter på at analysere og undersøge mulighederne i resten af slaggen. Dels gennem opbygning af et egentlig laboratorium på pladsen på Amager og dels gennem forskningssamarbejder med blandt andre DTU, Teknologisk Institut, Dansk Byggeri og Vejdirektoratet.

Erfaringerne viser på nuværende tidspunkt, at efterhånden som mere og mere metal sorteres ud fra slaggen, er restproduktet tilpas ensartet til, at det i højere grad kan bruges i byggematerialer og som erstatning for stabilgrus i vejbyggeri til både let og tung trafik.

God økonomi og godt miljø

Overordnet set mener Jens Kallesøe, at den oprindelige opgave er løst. Der er dog fortsat udviklingspotentiale, og med tiden håber han på at restproduktet en dag kan afsættes med fortjeneste for Afatek.

- Det viser i mine øjne styrken ved en langsigtet og offentligt drevet innovationsstrategi, som den vi har fulgt. Vores opgave er både at drive en økonomisk sund forretning for de penge, borgerne lægger i affaldsgebyrer, men også hele tiden at sikre en optimal ressourceudnyttelse med en optimal miljøprofil. Det viser vi, kan lade sig gøre, og det fortsætter vi med, siger han.

 
Fakta om det nye anlæg
  • Det er opbygget med seks linjer, som sorterer mindre og mindre stykker metal ud af slaggen – helt ned til 0,5 mm.
  • 80-90 procent af metallerne i slaggen sorteres ud. Det er ca. 20 procent bedre end det hidtidige anlæg.
  • 2.500 tons metal bliver det til om året.
  • Anlægget kan sortere 100 tons slagge timen. Det giver en masse støv, men udsugningsanlæg koblet direkte på sorteringsenhederne kombineret med overdækkede bånd skal holde mængderne nede.
  • Med udgangen af november er anlægget fuldt justeret og kalibreret ind og kører på fuld belastning.

Artiklen er oprindeligt bragt i Teknik og Mijlø, december 2015.

 

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462