Brancheforeningen Cirkulær: Grøn omstilling er ikke kun statens opgave

Debat

Forsyningerne og kommunerne har været drivkræfter bag den grønne omstilling og er afgørende for, at den også fortsætter. Derfor er ministeren på vildspor, når han tror, at staten alene kan drive udviklingen gennem afgifter, tilskud og detailstyring, skriver Mads Jakobsen og Ole Bondo Christensen fra Brancheforeningen Cirkulær.

Forsyning

Forsyningerne har en legitim ret til at sætte deres præg på tempoet og udviklingen af den grønne omstilling, mener Brancheforeningen Cirkulærs formand Mads Jakobsen.

Af Mads Jakobsen og Ole Bondo Christensen, hhv. formand og næstformand i Brancheforeningen Cirkulær 

I sit svar på to DTU-forskeres rimelige og fornuftige bekymringer omkring forsyningsstrategien i Altinget, viser energiminister Lars Christian Lilleholt (V) manglende forståelse for mekanismerne bag den grønne omstilling i Danmark og respekt for de kommuner og forsyninger, der driver udviklingen og har bidraget til en unik dansk styrkeposition. 

Misforståelse 1: Det er staten, der driver den grønne omstilling

Ministeren skriver, at den grønne omstilling er statens opgave og skal ”reguleres gennem afgifter og tilskud fra statsligt hold”. Meldingen er en desavouering af de mange lokale forsyningsfolk og kommunalpolitikere, der siden 1800-tallet har udviklet forsyningerne og givet lokale borgere adgang til sikker og billig forsyning af rent drikkevand, grøn varme og affaldshåndtering i international topklasse.

Naturligvis spiller staten en vigtig rolle, men udviklingen af de konkrete løsninger og det langsigtede blik på behovene i den lokale virkelighed er kommunernes og forsyningsselskabers store styrke.

Misforståelse 2: Forsyningerne har ingen ret til at bestemme udviklingen

Ministeren mener heller ikke, at ”det er demokratisk eller legitimt, hvis det er forsyningsselskaberne, der skal beslutte tempoet i den grønne omstilling for forbrugernes penge. Det skal være politikerne på Christiansborg.”

Forsyningerne er jo netop ejet af borgerne – direkte eller indirekte – og er under demokratisk kontrol. De er helt tæt på borgerne og er derfor også i en unik position i forhold til at udvikle konkrete løsninger i samarbejde med private virksomheder, der er både langsigtede og flugter med behovene i den lokale virkelighed.

I Brancheforeningen Cirkulær mener vi, at forsyningerne har en legitim ret til at sætte deres præg på tempoet og udviklingen af den grønne omstilling. Men vi forestiller os ikke, at vi kan det hele selv. Nøglen til fremdriften er samarbejde – ikke kun mellem offentlige og private aktører, men i lige så høj grad mellem de forskellige folkevalgte niveauer.

Misforståelse 3: Den dobbelte bundlinje står i vejen for effektivisering og innovation

Der er også noget galt med kausaliteten, når det gælder ministerens argumentation for, at forsyningsstrategien vil styrke innovation og eksport i sektorerne – blandt andet gennem et opgør med de dobbelte bundlinjer.

Ministeren skriver, at regeringens forsyningsstrategi og den detailstyring, der følger med, vil ”øge efterspørgslen efter nye innovative løsninger på alle forsyningsområder og bidrager dermed også positivt til, at der udvikles nye løsninger, der kan eksporteres til det globale marked".

Men vi har jo en styrkeposition allerede i dag. Og den har vi, fordi lokalt forankrede forsyningsselskaber har kunnet tænke langsigtet både på langs og på tværs af værdikæderne og ud over kortsigtede driftsøkonomiske interesser.

Forsyningerne er i den virkelige verden fuldstændig afgørende for, at den grønne omstilling fortsætter i de høje gear.
Mads Jakobsen, bestyrelsesformand i Brancheforeningen Cirkulær
 

Derfor har vi skabt et hjemmemarked for innovative virksomheder – uanset om det gælder rent drikkevand, effektiv affaldshåndtering, grøn affaldsenergi eller andet, der netop har givet Danmark en international styrkeposition og stor eksport af grøn teknologi.

Vi er sikre på, at ministeren er enig med os i, at mange grønne danske virksomheder har en international førerposition i dag og har draget stor fordel af den danske model. Det er faktisk også netop denne model, der har bidraget til den øgede effektivitet og sikret fremdriften i den grønne omstilling, som vi nu kan forstå, at staten vil stå for på egen hånd.

Det er ikke ”behændigt”, som ministeren skriver, når vi henviser til de dobbelte bundlinjer. Det er selve kernen af vores virke og et udtryk for vores værdiskabelse for hele samfundet – herunder selve samfundshensynet. Det gælder også de miljø- og klimastandarder, som ministeren forventer kan opretholdes ganske gratis uanset hvad.

Grøn omstilling kræver samarbejde

Affaldssektoren specifikt gør det godt, og samtidig anerkender vi, at vi kan gøre det endnu bedre. Vi skal naturligvis hele tiden blive dygtigere og effektivisere, ligesom resten af samfundet skal. Vi skal også udvikle nye innovative løsninger til gavn for borgerne såvel som eksporten. Og vi skal tydeliggøre værdien i de dobbelte bundlinjer. Her er vi glade for, at staten også har en rolle og ønsker at bidrage til omstillingen.

Vi ønsker løsninger og samarbejde til gavn for borgerne og virksomhederne i Danmark. Forsyningerne er i den virkelige verden fuldstændig afgørende for, at den grønne omstilling fortsætter i de høje gear – og at de har en legitim ret til at varetage borgernes ønsker og behov, der kræver selvbestemmelse og rum til udvikling.

Vi tror ikke på, at staten kan drive den grønne omstilling alene. Det kræver samarbejde at finde fælles veje frem.

Debatindlægget er bragt i Altinget 8. februar 2017.

Emne