Nye tal: Lavere priser på affaldsenergi og mere genanvendelse

Pressemeddelelse

Affaldsenergianlæggene i Danmark har udnyttet kapaciteten fuldt ud og sikret et prisfald på 10 procent siden 2010. Det viser den årlige benchmarkrapport af sektoren. Resultaterne er opnået samtidig med, at genanvendelse af affald er øget markant.

Fjernvarme Fyn

Resultaterne fra analysen af de danske affaldsenergianlæg tegner et billede af en sektor i topform med skarpt fokus på både økonomi og miljø. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

3,6 millioner ton affald blev i 2015 omdannet til grøn varme og el i radiatorer og stikkontakter i Danmark. Der er i dag næsten fuld kapacitetsudnyttelse på de 26 danske affaldsenergianlæg, og det er medvirkende til, at prisen for at energiudnytte et ton restaffald er faldet med ca. 10 procent siden 2010. I samme periode er affaldsenergianlæggenes produktion af fjernvarme og elektricitet steget henholdsvis 11% og 1%.

Sådan lyder konklusionerne i den årlige analyse af affaldsenergianlæggene i Danmark, som Energistyrelsen står bag med bistand fra Brancheforeningen Cirkulær.

Dermed tegner der sig umiddelbart et billede af en sektor i topform med skarpt fokus på både økonomi og miljø, mener Brancheforeningen Cirkulærs direktør Jacob Hartvig Simonsen.

Billig energi og mere genanvendelse

Den øgede effektivitet på de danske affaldsenergianlæg er opnået samtidig med, at kommunerne genanvender en langt større del af affaldet.

- Affaldssektoren er i gang med en historisk stor omstilling til cirkulær økonomi og mere genanvendelse. Alligevel er det lykkedes at sænke priserne på energiudnyttelse af affald med 10 procent. Det vidner om en effektiv og innovativ sektor, der udnytter sin styrkeposition og samtidig formår at udvikle sig. Det arbejde er vi fast besluttede på at fortsætte, siger Jacob Hartvig Simonsen.

På varmesiden kan affaldsenergianlæggene bryste sig med at levere den absolut billigste fjernvarmeforsyning i Danmark. Det viser tal i den seneste afgifts- og tilskudsanalyse på energiområdet. Samlet set producerer affaldsenergianlæggene ca. 25% af fjernvarmen i Danmark.

Genanvendelsen af husholdningsaffald er steget fra 39 procent i 2012 til 44 procent i 2014.

Løser flere miljøproblemer samtidig

Danmark har i 2015 importeret og energiudnyttet ca. 383.000 ton affald ton affald, der alternativt ville være blevet deponeret på lossepladser i bl.a. England, hvorfra det ville udlede metangas – en klimagas 25 gange kraftigere end C02.

Når affaldet bliver til fjernvarme og el i Danmark, skubber affaldsenergien særligt fossile brændsler som kul ud af energisystemet og nedsætter CO2-udledningen. Samtidig har de kommunale affaldsselskaber hjulpet andre lande af med deres affaldsproblem, da de ikke har kapaciteten til at energiudnytte optimalt.

Udlandet betaler de danske affaldsenergianlæg for at energiudnytte affaldet samt en afgift til statskassen. Importen af affald bidrager dermed til lavere priser for de danske husholdninger og virksomheder og giver således en samlet positiv samfundsøkonomisk og miljømæssig gevinst for Danmark.

Fakta: Hvorfor er der forskelle i priserne?

Der er forskellige priser på at få energiudnyttet affald alt afhængig hvor anlægget ligger. Det skyldes mange forhold, som for eksempel:

  • Alderen på anlægget
  • Afskrivningsprofilen på optagede lån til f.eks. renovering
  • Antallet af forbrugere, der kan afsættes varme og el til
  • Miljøforbedringer
  • Antal driftstimer om året

Samlet set bliver 98,9 procent af al restaffald i Danmark energiudnyttet til en pris på ca. 300-650 kr./ton eksklusiv miljø- og energiafgifter.

De sidste 1,1 procent energiudnyttes til en højere pris på to meget små anlæg – nemlig affaldsenergianlægget på Bornholm og anlægget i Hobro.

Bornholm-anlægget ligger i sagens natur på en ø, som der er særlige forhold omkring. Det anerkender forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V), når han i sit forslag til en konkurrenceudsættelse af sektoren vil undtage anlæg på ikke-brofaste øer.

Hobro-anlægget er kun i drift halvdelen af året, fordi der ikke er afsætning på fjernvarme i sommerhalvåret. Anlæggets ejer – det nordjyske affaldsselskab Reno-Nord – har derfor truffet en principiel beslutning om at udfase Hobro-anlægget indenfor få år.