Debat: Affaldet ligger godt hos kommunerne
Det er forsimplet at bruge erfaringerne fra elsektoren som argument for privatisering af affaldet. Ansvaret for affaldet ligger godt hos kommunerne, skriver Brancheforeningen Cirkulær i en replik til ARI.
Elsektoren har gjort en stor indsats for at skabe grøn omstilling, men det er primært sket gennem politiske målsætninger om mere vedvarende energi. Samtidig er elektricitet en langt mindre kompleks vare end indsamling, håndtering og genanvendelse af de mange typer affald. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.
Det ville dog være rart, hvis affaldssektoren var så ligetil som elsektoren: Kun én vare, nemlig elektroner i bevægelse, og eet ledningsnet. Tilmed har elektricitet positiv værdi, så der er økonomisk incitament til at forfine produktet. I modsætning hertil kommer affald fra samtlige 2,6 mio. husstande og ca. 300.000 virksomheder – og i en hel del flere former end elektricitet. På en gennemsnitlig genbrugsplads kan du aflevere minimum 40 forskellige slags affald, hvor kun en håndfuld faktisk er penge værd, så business casen desværre ofte er bedst, hvis man gør så lidt som muligt for miljøet.
Derfor er det forsimplet når, DI - Affalds- og Ressourceindustrien (ARI) bruger erfaringer fra elsektoren som argument for, at affald bliver til guld og grønne skove, hvis markedet får frit spil i affaldssektoren. Det er korrekt, at elsektoren i almindelighed og Ørsted i særdeleshed har gjort en flot indsats for omstillingen til vedvarende energi. Men det skyldes i høj grad politiske målsætninger, finansiering via PSO-afgiften – og jo sådan set også offentligt ejerskab, idet den største ejer af DONG/Ørsted – trods en del debat kan man vist roligt sige – fortsat ligger hos staten med en andel på 50,1 procent.
Kommuner når de 50 procent
På samme måde investerer kommuner og affaldsselskaber i at flytte affald op i affaldshierarkiet samt i at nå målene om mere genanvendelse, bl.a. de 50 procent af syv typer husholdningsaffald. Indsamlingen af husholdningsaffald til genanvendelse stiger år for år, og ifølge Rambøll og Miljøstyrelsen tyder alt på, at kommunerne vil nå 50 procents-målsætningen – i modsætning til ressourcestrategiens mål for dele af det privatiserede affald fra erhverv og industri, f.eks. madaffald fra servicesektoren. Altså: Ambitiøse politiske målsætninger, langsigtede investeringer og offentligt ejerskab bidrager til at opgaven løses – høj service til borgerne, effektiv drift og indfrielse af mål om genanvendelse, miljø og klima.
Masser af samarbejde
På trods af mere genanvendelse, genbrug og mindre affald effektiviserer de danske affaldsenergianlæg og leverer mere el og varme samt markante prisfald. For når mængden af dansk affald til energiudnyttelse falder, kigger vi ud over grænsebommene og hjælper mere tilbagestående lande – i affaldsmæssig forstand – med at behandle deres ikke-genanvendelige affald, de selv mangler behandlingskapacitet til.
I det hele taget må forestillingen om kommuner, der ikke evner at tænke ud over egne grænser, bero på en misforståelse. I årtier er kommunerne gået sammen i fællesskaber om sorteringsanlæg, drift af genbrugspladser, affaldsenergianlæg, deponier, ens indsamlingssystemer, slaggesortering, håndtering af farligt affald, it-systemer, behandling af madaffald og mange andre affaldsopgaver.
Det fælles piktogramsystem er seneste resultat af kommuner og affaldsselskabers vilje til at arbejde på tværs af kommunegrænser, og i 2018 går vi i samarbejde med Miljøstyrelsen i gang med et definere et sæt fælles sorteringskriterier. I kombination med den stadig stigende grad af affaldssortering hjemme hos danskerne vil de være med til at give det, som industrien efterspørger, nemlig stabile og store leverancer af velsorteret affald – klar til at indgå i ny produktion og den cirkulære økonomi
Kunderne er forskellige
Her bliver det en spændende opgave at balancere ’kundernes’ behov. For hvem er kunderne egentlig? DI-Affalds- og Ressourceindustrien mener, at kunderne er industrivirksomheder. Det er klart, idet ARI’s medlemmer jo netop er virksomheder i affaldsindustrien.
I affaldssektoren har vi imidlertid andre og bestemt ligeså vigtige kunder – nemlig dig og mig, når vi skal have hentet og håndteret vores affald.
Hensynet til begge kundegrupper skal tilgodeses, og det har kommunerne og deres affaldsselskaber vist, at de kan levere på: På den ene side at designe indsamlingsordninger sammen med brugerne, så de fungerer optimalt, uanset om der er kort eller langt mellem husene – og på den anden side at drive f.eks. sorteringsanlæg og andre typer affaldsbehandlingsanlæg, så den enkelte fremstillingsvirksomhed kan få netop den kvalitet af sekundære råvarer, den efterspørger.
Dårlige erfaringer for elektronikaffaldet
For hvor meget industrien og andre end ønsker det, så er det stærk tvivlsomt, om en ren markedsbaseret affaldssektor rent faktisk vil bringe os i retning af en cirkulær økonomi. Erfaringerne fra en anden sektor med el i – nemlig den for elektronikaffald – skræmmer fortsat. Elektronikskrot indeholder guld, sølv, platin, kobber, sjældne grundstoffer og mange andre værdier. Producenterne har det fulde ansvar og markedet har frit spil – og det virker ikke, konkluderer nu også FN.
Produkterne bliver knust, de mest værdifulde materiale høstet, hvorefter resten går til spilde – hvis de da ikke ender i miljøet. Det sker i hele verden, og mange steder sukker de efter at have det effektive affaldssystem, vi har i Danmark. Det burde give anledning til panderynker og eftertanke i forhold til yderligere markedsgørelse, særligt over for alt det andet affald, der ikke har en økonomisk værdi.
