Esben Lunde Larsen: Mest værdi i at genanvende elektronik

Nyhed

Der var ros til kommuner og affaldsselskaber fra miljøministeren, da han gæstede Affald 2018. Men privatiseringslinjen fra Forsyningsstrategien står ved magt, slog han fast – og meddelte i øvrigt, at han ser størst værdi i at genanvende elektronik fremfor at reparere og genbruge.

Elektronikskrot

"Jeg er slet ikke imod reparation, men jeg oplever, at vi får mest ud af elektronikken ved at genanvende de værdifulde ressourcer i elektronikken, fremfor at reparere dem", sagde miljøminister Esben Lunde Larsen (V), da han gæstede Affald 2018.

”Affald er noget af det mest interessante under mit ressortområde,” indledte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), da han gæstede Affald 2018.

Fra talerstolen var der både ros til affaldssektoren – men også kritik.

”Jeg oplever jer som en stærk samarbejdspart, både som enkelte kommuner og affaldsselskaber og som brancheforening,” sagde han – og det er nødvendigt, for regeringen er meget optaget af omstillingen til cirkulær økonomi.

Vejen dertil går dog uden om kommunerne, som det er lagt op til med Forsyningsstrategien, også selvom miljøministeren anerkendte, at stigningen i genanvendelsen er kommunernes fortjeneste.

”Flere og flere kan blandt andet sortere organisk affald, og det er en positiv udvikling, så vi kan udnytte både energi og næringsstoffer i det organiske affald,” sagde han.

”Men noget af det, vi presser jer på med, er mindre forbrænding, mere genanvendelse og større grad af privatisering. Det er ikke populært hos mange af jer, men det er den linje, der er lagt med Forsyningsstrategien,” sagde Esben Lunde Larsen.

Ser perspektiver i OPP

Dog ser han perspektiver i Brancheforeningen Cirkulærs forslag om at styrke mulighederne for offentligt-private affaldsselskaber, der kan sætte gang i innovation og teknologiudvikling. For nyligt besøgte han selv og Folketingets miljøpolitikere robotsorteringsanlægget hos Nomi4S i Holstebro, og Esben Lunde Larsen har derudover besøgt RenoNords plast- og metalsorteringsanlæg i Aalborg.

”Vi har set diskussionen og miljøpolitikerne kan godt se problemstillingen. Det er et legitimt indspark fra jer – og jeg kan se perspektiverne i det, men vil ikke love noget,” sagde han.

Mest værdi i genanvendelse af elektronik

I forhold til elektronikaffald var der antydning af et opgør med affaldshierarkiet at spore i ministerens udmelding.

”En del af DI’s medlemmer har interesse i at hive elementer ud af elektronikprodukterne. Jeg er slet ikke imod reparation, men jeg oplever, at vi får mest ud af elektronikken ved at genanvende de værdifulde ressourcer i elektronikken, fremfor at reparere dem,” sagde han.

”Jeg kan godt se, at det kan virke mærkeligt, når man på genbrugspladsen kan reparere en sofa, men ikke skifte et stik på et køleskab. Men vi har et ønske om at liberalisere og gøre det til et privat marked, og det er derfor,” slog han fast.