Flere og flere danskere sorterer madaffald

Pressemeddelelse

Allerede i 2020 kan knap 4 mio. borgere sortere madaffald derhjemme. Det er en stigning på mere end 85% - 1,6 mio. borgere siden 2017. Madaffaldet kan bruges til gas, som kan tanke skraldebiler og anden tung transport – og resterne skal ud på landbrugsjorden som gødning.

Madaffald

Bioaffald fra husstande kan bruges til at producere biogas. Siden 2017 er andelen af danskere, der kan udsortere bioaffald, steget med mere end 85%.

Der er fuld fart på sortering af madaffald. Med udgangen af 2020 vil 60 kommuner have rullet nye beholdere ud til borgerne. Det er en stigning på 29 kommuner siden 2017. Konkret vil knap 4 millioner borgere allerede næste år være godt i gang med at sortere kartoffelskræller, kyllingeskrog og andre madrester.

Med udgangen af 2023 skal alle borgere have mulighed for at sortere madaffald derhjemme. Det følger af EU’s nye affaldsdirektiv, der blev besluttet sidste år.

- Vi skal have alle borgere med, så vi er kun lige begyndt. Kommuner og kommunale affaldsselskaber investerer massivt i ny infrastruktur, samarbejde med private aftagere og dialog med borgerne om god sortering. Borgerne vil meget gerne sortere og bidrage til et bedre miljø. Det er glædeligt, for deres indsats er helt afgørende for, hvor gode resultater vi kan opnå for den cirkulære økonomi, siger Charlotte Fischer, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, der repræsenterer de kommunale affaldsselskaber.  

De nye spande rulles typisk ud til borgerne, når kommunen foretager en større udbygning af den samlede affaldsinfrastruktur. Det sker i hele landet i disse år og har betydet, at kommunerne har løftet genanvendelsen af husholdningsaffald med 11 procentpoint på seks år - fra 37% i 2011 til 48% i 2016. Den tendens vil fortsætte i de kommende år.

Fra jord til skraldespand og skraldebiler - og tilbage igen

Borgernes madaffald bruges til at producere biogas, hvorefter resterne er tiltænkt landbruget som erstatning for kunstgødning. Her er det vigtigt, at biogassen og restproduktet bruges til formål, hvor de giver størst mulig værdi for miljøet.

- Vi skal have biogassen ind i den tunge transport, hvor den blandt andet kan bruges til vores skraldebiler. Transportsektoren har brug for at omstille til grønne drivmidler. Samtidig er det vigtigt, at vi bruger resterne efter afgasningen som ny gødning. På den måde skaber vi gode cirkulære kredsløb, borgerne kan engagere sig i - fra jord til affaldsspand og -bil og tilbage igen. Men hvis borgernes indsats virkelig skal bære frugt, er der også behov for statslig understøtning af infrastrukturen til distribution af biogassen og en sikring af, at grønne drivmidler ikke straffes af afgiftsstrukturen, siger Niels Bukholt, chefkonsulent DTL - Danske Vognmænd.

Økologerne har brug for madaffaldet

Markederne for økologiske fødevarer vokser og vokser – både i Danmark og på eksportmarkederne. Over 11 % af landbrugsarealet dyrkes nu økologisk.

Hvis økologerne fortsat skal vækste, så har de brug for at få næringsstofferne retur fra byerne – det får de med madaffaldet. For de økologiske landmænd kan ikke bare supplere med mineralsk kunstgødning.

- Der er brug for, at borgerne sorterer så meget som muligt og så godt som muligt. På den måde kan alle være med til at genskabe den gode sammenhæng mellem by og land. Og til at sikre den grønne omstilling og den fortsat vækst for den økologiske sektor. Afgasning af madaffald sammen med landmændenes gødning giver den mest effektive energiudnyttelse, samtidig med at det er en miljømæssig gevinst for klima, vand, luft og natur, siger seniorrådgiver i miljøorganisationen Det Økologiske Råd, Leif Bach Jørgensen.

På den lange bane kan det organiske affald bruges til medicin, fødevareingredienser og andre formål med endnu større værdi.

 

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075