Affaldssektoren skal i 2019 væk fra ”dem” og ”os”

Af Charlotte Fischer, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

2018 blev året, hvor tiøren faldt. Klima gik for de fleste fra at være en jo-jo-vi-har-hørt-om-det-udfordring til en dybere følelse af alarm. FN’s klimapanel skar udfordringen ud i pap: Kloden har rundt regnet 12 år, hvis målet om højst 1,5 grad temperaturstigning skal nås. Uret tikker.

Cirkulær økonomi er en uundværlig del af ligningen. Den finske tænketank Sitra har beregnet, at cirkulær økonomi kan nedbringe udledningerne fra den tunge industri med langt over 50 pct. Vi ved fx også, at genanvendelsen af 1 mio. tons plastik svarer til at tage 1 mio. biler af vejene målt på CO2-udledning. Kort sagt: Klimaets redning er i høj grad også cirkulær økonomi.

Tiøren er for længst faldet i den danske affaldssektor. Vi arbejder benhårdt for at nå de eksisterende mål om mere genanvendelse – og vi har samtidig skarpt fokus på EU’s nye og ambitiøse mål: 65 pct. genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035 og 55 pct. af plastaffaldet i 2030.

Nye mål kræver mere samarbejde

Hvis Danmark skal nå disse mål, vil det kræve innovation. Jeg tænker ikke alene på den radikale slags med nye banebrydende teknologier, der kan skaffe os nye typer genanvendelige materialer, produkter med lang holdbarhed, eller ny og bedre sortering af affaldet. Der bliver også brug for organisatorisk innovation.

Vi skal nytænke relationen mellem det offentlige og markedet. Først og fremmest fordi cirkulær økonomi er et skæbnefællesskab, hvor løsninger i ophøjet solo er fortid. Fremtiden står på værdikæder og partnerskaber. Fremtidens helte er derfor også dem, der griber denne erkendelse og omsætter den i praksis. Sammen med andre.

Her er der brug for, at et kommende Folketing får sat punktum for den årelange politiske usikkerhed om affaldssektorens rammevilkår og rollefordeling. Den har alt for længe hæmmet handlingskraften og investeringslysten på begge sider. Den har – ja – forpestet forholdet mellem erhvervsorganisationerne og den kommunale side. Den har skabt et uholdbart og skadeligt ”dem” og ”os”. Den slags kan klimaet ikke vente på. Danmark har brug for et nationalt kompromis om affaldssektorens fremtid og på den måde et solidt, langsigtet grundlag for sektorens udvikling.

Vi skal i stedet fokusere på, hvordan vi gør innovativt samarbejde og partnerskaber til det nye grønt. Behovet og potentialet er enormt. Det bør gennemsyre tænkningen i den kommende nationale affaldsplan.

Kommuner og virksomheder finder allerede sammen

Kommunerne og de kommunale affaldsselskaber er allerede i gang. De samarbejder med såvel virksomheder som forskningsinstitutioner om nye løsninger. Eksemplerne er mange:

• Det gør fx Vestforbrænding, der sammen med en række danske virksomheder udvikler et nyt robotsorteringsanlæg for storskrald.
• Det gør mere end et dusin affaldsselskaber og kommuner, der i CLEAN-regi er gået sammen om at udbyde sortering og oparbejdning af plastaffald.
• Eller når Aarhus Kommune i projektet REWARA (REuse WAste Resources Aarhus) har indledt samarbejde med virksomheder om at nedbringe affaldsmængderne på fem hovedområder, herunder plast, bygge- og anlægsaffald og organisk affald. Ambitionen er at identificere, hvordan der kan skabes ny forretning og værdi hos virksomhederne inden for de enkelte affaldsstrømme.

Tiden er til dristige partnerskaber

2019 bør derfor være året, hvor vi sætter gang i endnu flere små og store partnerskaber. Lad os stille skarpt på, hvordan vi kan efterspørge innovation i opgaveløsningen, fx via udbudslovens nye muligheder for bl.a. innovationspartnerskaber. Ligeså skal vi være åbne for nye metoder, fx de challenges, som regeringen er optaget af. Og så bør vi skele til Tyskland, hvor offentlige og private går sammen i selskaber om fx at drive fælles affaldsløsninger. Lad os få et modelprojekt i Danmark, hvor vi konkret tester et sådant OPP. Tiden er til partnerskaber og nytænkning – og gerne af den mere dristige slags. 2019 bør være året, hvor den tiøre falder.

Debatindlægget er bragt i Børsen 8. januar 2019.