Kommuner og affaldsselskaber må gerne drive genbrugsbutikker

Nyhed

Det er konklusionen i et notat, advokatfirmaet Horten har udarbejdet for Brancheforeningen Cirkulær. Men hvis vi for alvor skal øverst op i affaldshierarkiet, skal både det offentlige, frivillige organisationer og erhvervsliv samarbejde, mener Brancheforeningen Cirkulær.

AVV - genbrug

Hver dag kommer der møbler, tøj, legetøj, kopper og tallerkener og alt muligt andet ind på landets genbrugspladser, som uden de store anstrengelser kan bruges igen til gavn for både mennesker og miljø.

Det sørger mange kommuner og deres affaldsselskaber heldigvis for i form af genbrugsbutikker, hvor genstande fra genbrugspladsen sælges til borgerne. Og det må de gerne, fastslår advokatfirmaet Horten i et notat, som er udarbejdet for Brancheforeningen Cirkulær.

Kort sagt konkluderer notatet – som er omtalt i den nyeste udgave af Hortens magasin Ret og Indsigt at når kommunerne tager ting til side på genbrugspladserne til efterfølgende salg i en butik, så er det i juridisk forstand forberedelse med henblik på genbrug. Den form for affaldshåndtering er kommunerne og deres affaldsselskaber forpligtet til at søge, idet det oftest er her, de største miljøfordele er at hente.

Selve salget i genbrugsbutikkerne sker som afsætning af biprodukter – det vil i juridisk forstand sige et produkt, som er et uundgåeligt resultat af en kommunal aktivitet. På samme måde afsætter kommunerne og selskaberne metal, pap, papir og andet affald, som hentes hos borgerne eller indsamles på genbrugspladserne.

Indgår i sag ved Statsforvaltningen
Notatet indgår i en verserende sag ved Statsforvaltningen om netop lovligheden af kommunale genbrugsbutikker, som Dansk Industri har sat gang i. Industriforeningen mener ikke, det er en kommunal opgave at drive genbrugsbutikker.

"Vi håber selvfølgelig på, at Statsforvaltningen er enig i Hortens vurdering og vores egen. Det er i højeste grad en kommunal kerneopgave, at borgernes affald bliver håndteret på den mest miljørigtige måde – også hvis det er i form salg fra en genbrugsbutik," mener Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Samarbejde om genbrug
Men uanset hvad Statsforvaltningen når frem til, er potentialet for direkte genbrug og affaldsforebyggelse endnu større, mener Brancheforeningen Cirkulærs direktør. Og for at udnytte potentialet maksimalt, kræver det samarbejde aktørerne imellem – og ikke skyttegravskrig.

"Borgerne vil gerne genbruge deres affald, og det skal de have mulighed for, uanset om de kommer på genbrugspladsen, hos marskandiseren eller i en af de mange humanitære organisationers genbrugsbutikker. Derfor skal vi samarbejde om at gøre kagen større i stedet for at kæmpe om den," siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

På initiativ fra Brancheforeningen Cirkulær har brancheorganisationerne på området allerede mødtes og drøftet mulighederne for samarbejde.

"Det vil vi fortsætte med i det nye år, så vi i fællesskab kan få borgernes gode ting og sager ind i cirklen igen," siger Jacob Hartvig Simonsen.

Lokalt samarbejde allerede i gang
På lokalt plan er der allerede gode samarbejder i gang mellem frivillige organisationer, små iværksætter- og opstartsvirksomheder og kommunerne og deres affaldsselskaber.

Blandt andet er der i kommunerne Aabenraa, Skanderborg, Odder, Hjørring og Brønderslev etableret såkaldt secondhand-samarbejder, hvor genbrugsbutikkerne henviser til hinanden, ligesom der er produceret foldere og websites med kort over områdernes genbrugsbutikker.

Og i blandt andet København og Skanderborg har de lokale affaldsselskaber inviteret iværksættere og nystartede designvirksomheder ind på genbrugspladserne for at samle materialer til deres produkter. På Bornholm foregår noget lignende – her er det blot en socialøkonomisk virksomhed, der bruger blandt andet genbrugstræ på et værksted for socialt udsatte.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462