Miljøminister: Ingen hindringer for kommunale genbrugsbutikker

Nyhed

I affaldsreglerne er der ikke noget til hinder for, at kommuner og affaldsselskaber kan drive genbrugsbutikker. Det skriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i et svar til Folketinget. Brancheforeningen Cirkulær glæder sig.

Argo - Genbrugsbutik2

Mange fine ting havner i containeren på en genbrugsplads som, uden de større anstrengelser, kan sælges i genbrugspladsens tilhørende genbrugsbutik. Og det giver affaldsreglerne kommunerne både pligt og mulighed for, mener miljøministeren.

Kommuner og affaldsselskaber har pligt til at arbejde for forberedelse med henblik på genbrug, og når det er gjort, kan cykler, møbler og tøj sagtens sælges i kommunernes egne genbrugsbutikker.

Det slår miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fast i et svar til Folketingets Energi-, forsynings- og klimaudvalg. I svaret skriver han:

"Genstande som smides ud på genbrugspladsen er affald. Der kan og skal kommunen bruge sin ekspertise og klargøre det affald, som kan genbruges. I affaldsreglerne er der ikke noget til hinder for, at kommunerne selv sælger det klargjorte affald i egne genbrugsbutikker."

Alle led skal samarbejde

Svaret er givet efter Brancheforeningen Cirkulær 26. januar var til foretræde for udvalget. Her præsenterede foreningen sine argumenter for, at kommuner og affaldsselskaber skal kunne arbejde med genbrug, f.eks. i form af egne genbrugsbutikker og samarbejde med såvel velgørende organisationer som lokale iværksættere.

"Vi tror på, at samarbejde mellem alle led i værdikæden er vejen frem mod cirkulær økonomi og grøn omstilling. Sammen kan vi gøre genbrugskagen endnu større og dele den til alles tilfredshed," mener Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Tonsvis af affald kan genbruges direkte

Han glæder sig over Esben Lunde Larsens svar.

"Selvom borgerne har alle muligheder for at donere ting og sager til genbrug eller sælge dem selv, så havner der tonsvis af kaffekopper, kjoler og kælke i containerne på landets genbrugspladser. Det er vi nødt til at gøre noget ved, og det er kommunernes genbrugsbutikker udtryk for. Det er miljøministeren heldigvis enig med os i, og det er vi meget glade for," siger han.

Brancheforeningen Cirkulær ser nu frem til statsforvaltningens afgørelse i sagen om kommunale genbrugsbutikker, som Dansk Industri har klaget over.

Samtidig afholder foreningen inden længe en fælles workshop med de velgørende organisationers brancheforening ISOBRO for at se på mulighederne for yderligere samarbejde om genbrug.

Emne

Kontakt

Niels Remtoft
Specialkonsulent
7231 2073