Affald er en miljøressource – men ofte en økonomisk byrde

Det er vigtigt for miljøet, at affald håndteres rigtigt og så vidt muligt genanvendes. Men økonomisk set er langt det meste affald fortsat en byrde for kommuner og affaldsselskaber at behandle, hvorfor en markedsgørelse – som regeringen foreslå det – er et risikabelt foretagende. Det er hovedbudskabet fra Brancheforeningen Cirkulær i et notat sendt til Folketingets Energi-, forsynings- og klimaudvalg.

Notatet er en reaktion på den påstand, energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) flere gange er kommet med – nemlig at affald er gået fra at være et problem til at være en ressource, som der er et marked for.

”Problemet med den konklusion er, at affald ofte har en negativ økonomisk værdi. Affald er set under et en økonomisk omkostning for borgere og virksomheder. Den regulering, vi ønsker at gennemføre, må nødvendigvis tage højde for det faktum,” skriver Brancheforeningen Cirkulær i notatet til udvalget.

”Set ud fra et klima- og/eller miljøperspektiv er affald ressourcer og har dermed en selvstændig værdi. Det kan de fleste blive enige om. Men det er ikke det samme som, at affald har en økonomisk positiv værdi.”

Ud af de over 50 fraktioner, kommunerne og deres affaldsselskaber indsamler i dag direkte hos borgere samt på genbrugspladser, er det kun 4-10 fraktioner, de kan få penge for. Resten koster penge at få hentet og efterfølgende miljøbehandlet hos private virksomheder. Det viser en stikprøveundersøgelse blandt foreningens medlemmer, hvis resultater er med i notatet til politikerne i udvalget.

Grafikken herover viser mængden af visse affaldsfraktioner fra husholdninger, samt priserne for at komme af med dem. Jo større cirkel, jo flere tons er der af den pågældende type affald. Jo mere mørkerød, jo dyrere er det for kommuner og affaldsselskaber at få dem afsat. Jo mere grøn, jo højere er indtægten. Der er positiv økonomi i f.eks. metal, pap og papir - men tilgengæld er der langt mere have- samt bygge- og anlægsaffald, som det koster penge at komme af med. Det skal understreges, at der er tale om en stikprøve, samt at der er tale om medianpriser.

Eksempelvels består ’farligt affald’ både af maling, der er forholdsvis billigt at komme af med, og tryk-flasker, der er meget dyre at komme af med. Noget farligt affald koster op til 10.000 kroner pr. ton at komme af med. På samme måde med plastik: Gennemsigtig plastfolie kan man næsten altid få penge for, mens PVC og blød plastik næsten altid er en udgift at komme af med. Statistikken indregner heller ikke omkostninger til indsamling og planlægning. Tages disse udgifter med, er der intet affald, der isoleret set har en positiv økonomisk værdi for kommuner og affaldsselskaber.

Innovationen er drevet af kommunerne

Notatet stiller også spørgsmålstegn ved den påstand, industri, erhverv og byggeri længe har fremført, og som nu også fremføres af forsyningsministeren – at hvis blot kommunernes styring af affaldet minimeres, vil både innovation og genanvendelse stige.

Historien viser blot, at der intet positivt er sket for det genanvendelige erhvervsaffald, som kommunerne nu på syvende år har været uden indflydelse på. Det er på trods af, at private affaldshåndteringsvirksomheder i den periode har haft direkte adgang til de over 8.000.000 tons erhvervsaffald (i 2014), der potentielt kan genanvendes – og som typisk er både nemmere at indsamle og behandle end husholdningsaffald. Det er den klare konklusion i evalueringen af privatiseringen af det genanvendelige erhvervsaffald.

Faktisk vurderer de private aktører, som er blevet spurgt i forbindelse med evalueringen ”at de innovative tiltag, der er sket på enkelte områder, som for eksempel behandling af plastaffald, ikke er en konsekvens af implementeringen af de politiske aftaler om markedsudsættelse mv., med derimod skyldes andre forhold så som målrettede politiske indsatser og incitamenter under ressourcestrategien mv,” som der står på side 164 i Deloittes evaluering.