EU’s plastikstrategi: Gode takter - men for få konkrete redskaber

Pressemeddelelse

Brancheforeningen Cirkulær kvitterer for EU’s nye plastikstrategi, der sætter vigtigt fokus på miljøproblemerne ved plastik – men der mangler slagkraftige redskaber. Derfor foreslår Brancheforeningen Cirkulær at tredoble afgiften på poser af ny, fossil plastik.

Fors - plastiksortering

Plastik er et fantastisk materiale - men noget elendigt affald. En ny strategi fra EU skal løse problemerne med plastik. Men selvom strategien beskriver problemer og løsninger helt korrekt, mangler der konkrete redskaber, der kan sætte løsningerne i gang, mener Brancheforeningen Cirkulær. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Plastik er et kæmpe miljøproblem, og det skal løses. Derfor har EU-Kommissionen i dag lanceret en plastikstrategi, der ideelt set både skal fjerne plastikforurening i natur og verdenshave – og samtidig give bedre genanvendelse af plastikaffald.

Brancheforeningen Cirkulær støtter EU-Kommissionens strategi – men ser dog et behov for mere håndfast handling.

“Vi er glade for, at EU for første gang formulerer en plastikstrategi – det viser, at problemerne tages alvorligt. Men selvom strategien faktisk både beskriver problemerne og løsningerne korrekt, så mangler den konkrete redskaber til, hvordan løsningerne sættes konkret i værk. Vi står med et systemisk problem, som kræver mere end den frivillighed for plastikproducenterne, strategien lægger op til,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Skær ned på plastiktyperne

Brancheforeningen Cirkulær ser to hovedproblemer: Særligt emballage består i dag af alt for mange forskellige slags plastik i samme produkt, som er svære at sortere, skille ad og genanvende – og samtidig efterspørger markedet i dag ikke genanvendt plastik i tilpas stort omfang.

”Vi har brug for EU-krav til design af emballager, så al emballage kun må produceres af 3-4 slags plastik, og samtidig skal produkter sammensat af forskellige typer plastik helt undgås. Industrien må selv finde ud af, hvilke typer plastik den vil bruge, men vi skal væk fra sammensvejsede produkter. Og så skal vi skabe større efterspørgsel på genanvendt plastik – for i dag er det marked alt for svagt til at skubbe den cirkulære økonomi i gang,” mener Jacob Hartvig Simonsen.

Afgifter på plastikposer skal tredobles

Her ser Brancheforeningen Cirkulær gerne, at afgifter kommer i spil som redskab. I sidste uge kom EU's budgetkommissær da også med en melding om, at der skal afgifter på plastik for at nedbringe forureningen og produktionen af plast. Men den idé har desværre ikke fået plads i plastikstrategien.

Det ærgrer Brancheforeningen Cirkulær, som derfor foreslår, at afgiften på plastikposer af ny plastik tredobles – men holdes i ro for poser af genanvendt eller biobaseret plastik.

Det vil styrke efterspørgslen efter plastikaffald, når nye poser produceres på basis af gamle. Samtidig fjernes afgiften ikke helt, da målet fortsat er færre plastikposer samlet set.

”Vi ser et behov for afgifter på jomfruelig plastik, så det bliver økonomisk mere attraktivt i stedet at bruge genanvendt plastik. Og plastikposer er et godt sted at begynde. Det er en stor, ensartet gruppe af produkter, som der allerede er en afgiftsstruktur på – vi skal bare justere den, så den flugter med vores mål: Et bedre marked for genanvendt plastik, siger Jacob Hartvig Simonsen.

Venter spændt på plastikplan fra Esben Lunde

Med EU’s plastikstrategi lanceret og samtidig masser af debat om plastik venter Brancheforeningen Cirkulær nu spændt på regeringens plastikstrategi for Danmark. Håbet er en ambitiøs strategi, der har fokus på alle problemerne med plastik – både forurening af naturen, men også udfordringerne med alt for mange slags plastik og svag efterspørgsel på genanvendt plastik.

”Danmark bør gå foran, og vi håber at miljøminister Esben Lunde Larsen vil lade sig inspirere af vores forslag om at udfase fossil plast, at lægge pant på juice- og saftflasker af plastik – og nu vores forslag om en afgiftsomlægning for plastikposer,” siger Jacob Hartvig Simonsen.

BRANCHEFORENINGEN CIRKULÆRS PLASTIKPOLITIK

Brancheforeningen Cirkulær lancerede i efteråret en politik for plastikaffald med tre langsigtede mål og tilhørende forslag til at nå dem:

2025: Plastikemballager skal være designet til genanvendelse.

2035: Udfasning af ny produktion af fossil plastik i forbrugerprodukter.

2050: Danmark fri for fossil plastik.

En udvidelse af pantsystemet, så det også omfatter plastikflasker til juice og saft, kan være med til at nå målene.

Tredobling af afgiften på plastikposer af ny plastik kan bidrage til at øge efterspørgslen på genanvendt plastik

Læs mere på www.danskaffaldsforening.dk/plastik