AffaldPlus og Odsherred Kommune donerer affaldsbilleder til fælles fotobank

Nyhed

Nu kan du finde endnu flere billeder på www.affaldsfotobank.dk. Hele 44 nye fotos er det blevet til. Billederne kan benyttes gratis af alle, der er registreret i fotobanken.

Affaldsfotobank

Udviklingen af den fælle affaldsfotobank er støttet af Miljøstyrelsens kommunepulje, og i spidsen for projektet har Langeland Forsyning, Tårnby Kommune og Aalborg Renovation stået. Rostra Kommunikation har stået for den grafiske udvikling og taget fotos. Illustration: affaldsfotobank.dk.

Nu kan du finde endnu flere billeder i den fælles affaldsfotobank på www.affaldsfotobank.dk. Hele 44 nye fotos er det blevet til. Billederne er doneret af AffaldPlus og Odsherred Kommune, der har bidraget med hhv. 34 og 10 billeder.

Billeder søges

Fotobanken har eksisteret siden december 2017 og etableret med støtte fra ressourcestrategiens kommunpulje. Derfor er billedernes motiver primært udvalgt blandt de syv husholdningsfraktioner, da kommunepuljen netop havde fokus på metal, glas, plast, pap, papir, træ og organisk affald.

Men der findes mange flere typer affald, så hvis fotobanken skal kunne dække alle behov - f.eks. billeder af genbrugspladsaffald - kræver det at eksempelvis landets kommuner donerer frikøbte billeder til den. Heldigvis er der en sund delekultur ude i landets kommuner og affaldsselskaber:

”Vi vil meget gerne støtte op om den blomstrende delekultur, som hersker i affaldsverdenen. Derfor var det helt naturligt for os at tænke fotobanken ind, da vi alligevel stod og skulle have taget nye fotos til en større kommunikationsopgave,” fortæller Katja May Weber, kommunikationsmedarbejder i AffaldPlus.

Skal der flere fotos i Affaldsfotobanken?

AffaldPlus vil gerne slå et slag for, at andre kommuner og affaldsselskaber overvejer, om de professionelle affaldsfotos, de under alle omstændigheder får taget, kan frikøbes og doneres til Affaldsfotobank.dk, så kollegaer over hele landet kan få glæde af dem.

 
Fakta om affaldsfotobank.dk
  • Adgang til affaldsfotobank.dk kræver en registreringskode, som fås ved at skrive til fotobank@rostrapr.com.
  • Alle billeder ligger i JPEG-format i en størrelse, der egner sig til brug på web.
  • Alle billeder ligger desuden i en størrelse, der egner sig til tryk. Enten som højtopløste JPEG-filer eller som Photoshop-filer. Sidstnævnte er brugt til de fritskrabede billeder, da fritskrabningen dermed bibeholdes.
  • For at give brugerne fleksibilitet må billederne gerne redigeres, og de må anvendes uden kildehenvisning. Læs mere om reglerne for brugen af billederne på www.affaldsfotobank.dk.

Har du spørgsmål vedrørende fotobanken, så skriv til Isabelle Skaanning fra Rostra Kommunikation, som står for driften af fotobanken: is@rostrapr.dk.

 

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462