Brancheforeningen Cirkulær til byggeriet: Grib nu genbrugsdagsordenen

Nyhed

I stedet for at stræbe nedad i affaldshierarkiet burde Danske Byggematerialer bakke op om cirkulær økonomi og genbrug af byggematerialer. Det mener Brancheforeningen Cirkulær efter kritik af AVV's nyåbnede genbrugsbyggemarked.

AVV - Genbrugsbyggemarked2

Der er masser af potentiale i genbrug af byggeaffald som mursten, døre, fliser, metalprofiler og trælister – affaldstyper, der hver dag lander mange tons af på landets genbrugspladser. Derfor er det ærgerligt, når Dansk Byggematerialer – en brancheforening under Dansk Byggeri – forsøger at skyde det spirende marked for genbrugsbyggematerialer i stykker, lyder det fra Brancheforeningen Cirkulær.

Både i kommunale og private samt i humanitære organisationers genbrugsbutikker er der i stigende grad fokus på byggematerialer.

"I stedet for at lede efter hår i suppen burde byggeriet støtte genbrugsdagsordenen. Både ressource- og forebyggelsesstrategien har fokus på bedre udnyttelse af byggeaffald, og politikerne på Christiansborg og i EU skriger på mere genbrug og cirkulær økonomi. Vi sætter handling bag ordene – selvom der er modstand og forhindringer nok", siger Steen Madsen, direktør i affaldsselskabet AVV i Hjørring og Brønderslev, som er medlem af Brancheforeningen Cirkulær.

I januar åbnede AVV et genbrugsbyggemarked i forlængelse af selskabets allerede eksisterende genbrugsbutik. Her kan nordjyderne købe både værktøj og byggematerialer – blandt andet brugte vinduer. Og netop vinduerne er faldet Danske Byggematerialer og vinduesproducenten Ventisol for brystet. De mener, det er i strid med lovgivningen og konkurrenceforvridende, at et kommunalt selskab driver genbrugsbutikker – og ligeledes skidt for miljøet, fordi vinduerne ikke lever op til kravene for byggeri af nye huse.

AVV: Vi levetidsforlænger

Spørgsmålet om lovligheden af kommunale genbrugsbutikker er netop nu omdrejningspunkt i en sag ved Statsforvaltningen anlagt af Dansk Industri.

Imidlertid konkluderer et notat fra advokatselskabet Horten klart, at det ikke alene er lovligt men også kommuner og affaldsselskabers pligt at arbejde for forberedelse med henblik på genbrug, herunder at udsorterer affald fra genbrugspladser til f.eks. genbrugsbutikker.

Og konkurrenceforvridende – det mener Steen Madsen ikke ligefrem, AVV's salg af vinduer er.

"Vores genbrugsbyggemarked har været åbent i godt fire måneder, og vi har vel solgt 1-2 vidt forskellige typer af vinduer om ugen. Det skal sammenlignes med, at Ventisol sælger flere tusinde vinduer om året", påpeger han.

"Samtidig skilter vi klart og tydeligt med, at vinduerne ikke lever op til det gældende bygningsreglement. Men de kan jo sagtens genbruges til garager, cykelskure og hønsehuse. Vi ser sådan på det, at vi levetidsforlænger de her materialer, og det er der langt større miljøgevinster ved, end at skille dem ad og bruge en masse energi på at smelte f.eks. glas og metal fra vinduerne og rammerne om – som er industriens vej frem, " siger Steen Madsen og henviser til Danske Byggematerialers udtalelser i P4 Nordjylland.

Fakta: Materialepas skal sikre korrekt genbrug af byggematerialer

Hvordan kan byggeaffald blive sikkert og forsvarligt genbrugt i nybyggeri? Det forsøger affaldsselskabet Renosyd og Teknologisk Institut at finde ud af i et aktuelt samarbejde med et arkitektfirma og en entreprenør.

Målet med samarbejdet er at udvikle et indledende koncept for et såkaldt materialepas for bestemte typer af byggeaffald, som dokumenterer parametre som oprindelse, miljøkvalitet, og evt. indhold af skadelige stoffer. Den mulige forekomst af skadelige stoffer er et tilbagevendende diskussionsemne ved affald fra byggerier, og det er primært det, projektet tager højde for, fortæller erhvervskundechef i Renosyd Sune Dowler Nygaard.

"På vores genbrugspladser modtager vi hvert år mange ton byggematerialer, der helt sikkert kan genbruges under de rette forudsætninger. Vi stiller i projektet materialer og butik til rådighed, så markedet og materialepasset kan modnes til at understøtte ansvarligt salg af genbrugsbyggematerialer af private aktører," siger han.

Materialepasset udvikles i første omgang med udgangspunkt i belægningssten, konstruktionsstål og døre, hvor der ved udgangen af 2016 vil foreligge konkrete cases. I 2017 pilottestes materialepasset yderligere i Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen.Fakta: Materialepas skal sikre korrekt genbrug af byggematerialer