Ankestyrelsen: Kommuner må gerne drive genbrugsbutikker

Pressemeddelelse

Brancheforeningen Cirkulær glæder sig over, at kommuner og kommunale affaldsselskaber gerne må forberede affald til genbrug og sælge det i egne genbrugsbutikker. Det vurderer Ankestyrelsen. Dog er elektronikaffald undtaget.

AVV - genbrug

Det er en sejr for cirkulær økonomi at kommuner og affaldsselskaber er i deres fulde ret til at drive genbrugsbutikker, mener Brancheforeningen Cirkulær. Foto: AVV.

Det er en sejr for cirkulær økonomi at kommuner og affaldsselskaber er i deres fulde ret til at drive genbrugsbutikker.

Det mener Brancheforeningen Cirkulær på baggrund af Ankestyrelsens afgørelse på klagen fra Dansk Industri over, at kommuner tager affald op af containerne på genbrugspladserne, forbereder det til genbrug og sælger det i egne genbrugsbutikker.

”Vi er meget tilfredse med, at Ankestyrelsen siger god for kommunernes arbejde for mere genbrug. Uanset at borgerne kan sælge deres brugte ting og sager på nettet eller donere dem til de frivillige organisationer, så ender der hver dag tonsvis af velfungerende og fine kaffemaskiner, kasseroller, stole, cykler og cowboybukser i containerne på landets genbrugspladser. Det er kommunernes pligt at sørge for, at mest muligt af det bliver genbrugt – og det er positivt at det endegyldigt slås fast, at vi kan fortsætte det gode arbejde,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, der er interesseorganisation for kommuner og kommunale affaldsselskaber.

Elektronikaffald skal kværnes i stykker

Ankestyrelsen går dog kommunerne og affaldsselskaber imod, når det kommer til elektronikaffald. Her vurderer Ankestyrelsen, at det er i strid med reglerne om producentansvar på elektronikaffald, hvis kommunerne klargør og sælger det i genbrugsbutikker.

Det er ærgerligt, mener Brancheforeningen Cirkulær. For nylig påviste en SDU-undersøgelse, at næsten en fjerdedel af de elektroniske husholdningsapparater, der ender på genbrugspladserne, stadig virker.

”Det er et kæmpe problem at industrien kværner velfungerende elektronik i småstykker med det snævre fokus at sælge metallet bagefter, i stedet for at arbejde for mere direkte genbrug. Det kræver enorme ressourcer at producere ny elektronik, så derfor skal vi sørge for, at det kan bruges så længe som muligt. Der vil vi gerne give en hjælpende hånd med,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Plads til meget mere genbrug

Generelt mener Brancheforeningen Cirkulær, at der både er plads og behov for meget mere genbrug og reparation, hvis Danmark skal omstilles til en mere cirkulær økonomi.

Antal genbrugsbutikker

Brancheforeningen Cirkulærs medlemmer driver ca. 25 genbrugsbutikker i tilknytning til genbrugspladser.

I alt er der ca. 400 genbrugspladser i Danmark.

Landets frivillige organisationer driver knap 1.000 genbrugsbutikker, heraf tegner Røde Korts sig for den største andel med ca. 240 butikker.

 

For en gennemsnitlig borger ender der hvert år mellem 3,8 og 4,8 kg tekstiler i restaffaldet, viser et erhvervs-PhD-projekt som blandt andre DTU Miljø står bag. Størstedelen af disse mængder er egnet til direkte genbrug.

Derfor har Brancheforeningen Cirkulær foreslået, at der udvikles en national model for, hvordan kommuner og affaldsselskaber kan etablere socialøkonomiske virksomheder, der arbejder med reparation og genbrug i fællesskab med frivillige organisationer og private virksomheder.

”Der er et kæmpe potentiale for både iværksættere, frivillige organisationer og kommunale genbrugspladser i at arbejde mere med genbrug og reparation. Det skal vi have alle muligheder for at arbejde med, uanset om det handler om tekstiler, møbler, elektronik, byggematerialer, kopper og kander,” mener Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Brancheforeningen Cirkulær bakker samtidig op om de anbefalinger fra regeringens Advisory board for cirkulær økonomi, der handler om at fremme genbrug og reparation.

 
Det skriver Ankestyrelsen

Om indsamling til genbrug:

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at kommuner er berettigede til at tage imod genbrugsgenstande, herunder elektrisk og elektronisk udstyr, når det sker som en naturlig afrunding af kommunens opgaver på affaldsområdet, herunder opgaven med at forebygge affald.

Kommunerne må i denne forbindelse ikke gå længere, end formålet tilsiger. Det betyder blandt andet, at en kommune ikke må forsøge at fremme, at borgerne overdrager genbrugsgenstande til kommunen i stedet for til andre aktører på markedet for genbrugsvarer.

Om forberedelse med henblik på genbrug:

Vedrørende andet affald (end elektronik) er det Ankestyrelsens opfattelse, at kommuner med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne kan foretage rengøring og reparation af affald, hvis det efter kommunens opfattelse er nødvendigt for at sikre, at affaldet genbruges. Kommunen må i denne forbindelse alene forarbejde affaldet til det punkt, hvor affaldet kan afsættes.

Om salg i genbrugsbutikker:

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at kommuner lovligt kan sælge affald, som efter kommunens vurdering kan genbruges, til private og erhvervsdrivende. Salget skal ske til markedspris.

Om elektronikaffald:

Det er Ankestyrelsens vurdering, at det vil være i strid med lovgivningen, hvis kommuner og kommunale fællesskaber sælger elektronikaffald, som er modtaget fra borgere på kommunale genbrugspladser. Affaldet skal i stedet håndteres i overensstemmelse med WEEE-bekendtgørelsen.

 

Emne