Debat: Klar afgørelse blåstempler kommunale genbrugsbutikker

Debat

Ankestyrelsens blåstempling af kommunernes genbrugsaktiviteter er helt klar. Men skal vi sætte skub i genbrug som del af cirkulær økonomi, skal vi samarbejde på tværs, skriver Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, i et debatindlæg i Altinget.

AVV - Genbrugsbyggemarked2

Én mands skrald er en anden mands skat. Derfor glæder Brancheforeningen Cirkulær sig over, at kommunale genbrugsbutikker er blåstemplet af Ankestyrelsen, så andres affald kan få nyt liv. Foto: AVV.

Af Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

I Brancheforeningen Cirkulær glæder vi os over Ankestyrelsens blåstempling af kommunale genbrugsbutikker. Og i modsætning til Dansk Industri finder vi afgørelsen krystalklar: Det er en naturlig del af kommunernes affaldsopgave at få genbrugt så meget som muligt af det affald, vi alle afleverer på genbrugspladserne. Ankestyrelsen slår også fast, at kommunerne gerne må sælge de genbrugelige genstande i egne butikker – til gavn for miljø og cirkulær økonomi.

I det hele taget finder vi Ankestyrelsens afgørelse meget elegant. Den giver nemlig kommunerne og affaldsselskaberne mulighed for at vurdere borgernes ting og sager ud fra et genbrugssynspunkt. Det kan vi umuligt forvente, at alle brugerne af landets ca. 400 genbrugspladser selv gør. For som Ankestyrelsen skriver:

Godt at kommunen kan vurdere

”I denne overvejelse må man efter Ankestyrelsens opfattelse inddrage det forhold, at borgere, som skiller sig af med genstande på genbrugspladser, ikke nødvendigvis har en holdning til, hvad genstandene skal bruges til, og at det kan være nærliggende for borgerne, at det overlades til kommunen at vurdere, om en genstand er egnet til direkte genbrug eller skal underkastes affaldsbehandling.”

Vi er samtidig glade for, at også elektronik er omfattet af denne vurdering:

”Det er på denne baggrund Ankestyrelsens opfattelse, at kommuner er berettigede til at tage imod genbrugsgenstande, herunder elektrisk og elektronisk udstyr, når det sker som en naturlig afrunding af kommunens opgaver på affaldsområdet, herunder opgaven med at forebygge affald.”

Dog skal det naturligvis altid være muligt for borgerne at undgå, at deres affald genbruges, hvis de aktivt ønsker det. Det sker typisk ved at genbrugspladsvejlederen mærker affaldet med spraymaling, som betyder, at disse genstande skal genanvendes, energiudnyttes eller deponeres – og ikke genbruges.

 
 

Godt at kommunen ikke må gå for langt

I Brancheforeningen Cirkulær mener vi, at vi kan få mere genbrug og bedre miljø, hvis kommuner og affaldsselskaber får en klar rolle i at arbejde med affalds-forebyggelse.
Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær

Samtidig gør Ankestyrelsen det klart, at kommunerne og affaldsselskaberne ikke må gå for langt i at fremme, at borgerne afleverer genbrugelige sager på genbrugspladsen fremfor andre steder. Den begrænsning bakker vi op om. Vi ønsker dybest set, at borgerne donerer deres aflagte tøj til velgørende foreninger, sælger boksmadrassen på nettet og får cyklen repareret hos cykelsmeden, i stedet for at køre det hele ned på genbrugspladsen.

Virkeligheden er blot, at containerne på genbrugspladserne alligevel fyldes med gamle tekstiler, brugte møbler og slidte cykler, som blot skal have en kærlig hånd for at kunne bruges igen. Det skal vi gøre noget ved.

Sammen om genbrug og forebyggelse

Her er vi enige med DI: Der er sket meget på 30 år – så vi tillader os at spørge, om opgaven med affaldsforebyggelse fortsat ligger mest hensigtsmæssigt hos staten? I Brancheforeningen Cirkulær mener vi, at vi kan få mere genbrug og bedre miljø, hvis kommuner og affaldsselskaber får en klar rolle i at arbejde med affaldsforebyggelse. Det bør være en kommunal opgave at kunne hjælpe med at etablere små socioøkonomiske virksomheder i forbindelse med genbrugspladsen. Det skal naturligvis ske i samarbejde med virksomheder, eller mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Vi ønsker at kunne hjælpe borgerne med reparation og affaldsforebyggelse -  f.eks. gennem fælles reparationsværksteder og kommunikationsindsatser sammen med den lokale cykelsmed, de frivillige genbrugsbutikker, elektronikreparationsvirksomheder, antikvarer, beskæftigelsesprojekter og uddannelsesinstitutioner, for bare at nævne nogle få aktører.

Vores opfordring til Dansk Industri – og de øvrige organisationer, der har anfægtet kommunernes mulighed for at have genbrugsbutikker – er derfor, at vi sammen får sat yderligere gang i genbruget samt får skabt flere reparationsvirksomheder.

Af samme grund har vi inviteret alle parter til temadag om genbrug den 29. august i Kolding. 

Debatindlægget er bragt i Altinget Forsyning 16. august 2017.