Affaldssektoren går under jorden

Nyhed

Brancheforeningen Cirkulær afholdt temadag om nedgravede beholdere. Dagen bød på informative oplæg med plads til sparring og erfaringsudveksling blandt affaldsselskaber, kommuner, rådgivere, udstyrsleverandører og boligforeninger.

Skraldebil nedgravede beholdere

31. maj afholdt Brancheforeningen Cirkulær en temadag om nedgravede beholdere. Formålet med dagen var at give rum til videndeling mellem de involverede aktører og facilitere erfaringsudveksling på tværs af landet, og det var der rig mulighed for på dagen.

Der var oplæg fra flere kommuner, heriblandt Aalborg, Aarhus og Vejle, som delte ud af deres erfaringer med emnet, ligesom Vestforbrænding havde nogle løsninger, som gav inspiration til de fremmødte.

De forskellige oplæg dannede grundlag for flere oplysende debatrunder, hvor udfordringer og løsninger blev diskuteret og nogle fællestræk formede sig.

Kommunikation betaler sig

Nogle af de centrale fællestræk, som blev vendt af flere omgange var kommunikation igennem hele processen og mellem alle aktører. Flere af de fremmødte nævnte dette emne, som en del af løsningen på nogle af de udfordringer, der kan være ved at etablere nedgravede affaldsløsninger.

Også emner som 10-meters zonen, fyldemeldere, 1, 2 og 3-krogsløsninger og udviklingen i antallet af fraktioner, der indsamles, var nogle af de ting, der blev vendt.

På dagen fik vi også mulighed for at blive inspireret og trække på de erfaringer, man har gjort sig i Norge, da Bjørn Magnus Iversen fra COWI i Trondhjem fortalte om Norges nationale norm for nedgravede renovationsanlæg. Han talte om, hvad en anskuelse af affaldsindsamlingen som infrastruktur kan løse af udfordringer samt nogle af de erfaringer, man har gjort sig i forhold til ejerskab og vedligehold af beholderne. 

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075