Dagrofa gør affaldssortering nemmere for forbrugerne

Nyhed

Som den første dagligvarekoncern indfører Dagrofa nu piktogrammer på en lang række egne brands, der gør det nemt for forbrugerne at affaldssortere. Piktogrammerne vil fremstå som små billeder på emballagen, der intuitivt kommunikerer hvilken affaldsspand emballagen skal i.

De fælles piktogrammer til affaldssortering er udviklet i et samarbejde mellem Brancheforeningen Cirkulær, KL og Miljøstyrelsen samt designvirksomheden Futu.

Introduktionen af piktogrammer på embalalger sker som et led i Dagrofas emballagestrategi på egne brands, hvor man ønsker at oplyse forbrugerne om korrekt sortering af emballage.

Piktogrammerne er skabt i samarbejde mellem Brancheforeningen Cirkulær, Miljøstyrelsen og KL.

Flere forbrugere ønsker i dag at træffe det rigtige valg, når det kommer til miljøet. Det er vi utroligt glade for nu at kunne hjælpe vores kunder med, når det kommer til sortering af affald. Vi forbruger mange varer i de danske hjem så det er essentielt at vi kigger på genanvendelsen af den mængde emballage, der ellers bare går til spilde. Vores erfaring er at det skal være nemt for forbrugeren, hvis tiltag som disse skal virke, og med de letaflæselige billeder på vores varer imødekommer vi netop dette, siger chef for Dagrofas Private Label afdeling, Charlotte Vendelbo Schrøder.

Visionen er, at piktogrammerne fremover skal bruges overalt, hvor der er tale om affaldssortering; i hjemmet, på genbrugspladsen, i det offentlige rum, i virksomheder osv.
For nuværende bruger hele 89 ud af 98 kommuner piktogrammerne, og der kommer hele tiden flere til. Der findes 89 piktogrammer i alt – til både affald vi sorterer derhjemme og affald vi kører på genbrugspladsen med.

Det er enormt positivt, at Dagrofa vælger at bruge piktogrammerne på alle deres egne varemærker. Det sikrer god og enkel affaldskommunikation – fra emballage til affaldsspand. I Brancheforeningen Cirkulær har vi udviklet piktogrammer for at gøre det lettere for borgerne at sortere deres affald, og Dagrofas initiativ styrker god sortering og genanvendelse, siger direktør Mikkel Brandrup fra Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.

Piktogrammerne vil allerede være at finde på en lang række af Dagrofas egne varer fra starten af 2020, og antallet af varer med piktogrammer vil løbende vokse.