Debat: Vi er i fuld gang med at finde fælles løsninger for affaldssortering

Debat

Det skal være nemmere og enklere at sortere affald. Og kommuner og affaldsselskaber er godt i gang med at udvikle fælles og ensartede løsninger. Det skriver Brancheforeningen Cirkulær i Information.

Piktogrammer - Revas

Over halvdelen af landets kommuner er i gang med at tage det fælles piktogramsystem i brug. Det er et af flere eksempler på, at affaldssektoren er engageret i at gøre affaldssortering nemmere på tværs af kommunegrænser. Men der er fortsat behov for fleksible løsninger, der kan tilpasses lokalt, mener Brancheforeningen Cirkulær. Foto: AVV.

Af Niels Toftegaard, kommunikationskonsulent, Brancheforeningen Cirkulær.

Alle kommuner skal indsamle og sortere affald på samme måde. Sådan lød budskabet 25. oktober fra Gustav Wengel, der bad om et »dekret ovenfra«, så kommunerne får ensrettet affaldssorteringen.

Men vi behøver ikke et dekret. For vi er i fuld gang. Brancheforeningen Cirkulær har eksempelvis udviklet fælles piktogrammer til affaldsfraktionerne. Det skal gøre det lettere for alle at hitte ud af, hvilket skrald der skal i hvilken spand. Kommunerne tager nu piktogrammerne i brug. Vi håber, at også biografer, storcentre og arbejdspladser vil det – og at vi snart ser dem på emballage.

Udover piktogrammerne har vi udarbejdet et første bud på fælles affaldssorteringskriterier – standarder for, hvad de enkelte sorteringskategorier dækker over. Miljøministeriet går nu kriterierne efter, og så er håbet, at vi allerede næste år kan tage dem i brug.

Ligesom Gustav Wengel ønsker vi mere ensartet affald og bedre genanvendelse. Men vi skal samtidig passe på med en omfattende ensretning helt ned på fortovsplan. For ellers kvæler vi innovationen, som er selve forudsætningen for den grønne omstilling. Det kan lyde fristende med én national standard. Men pas på.

Til en nylig høring i Folketinget pegede to af Danmarks mest kyndige eksperter på hver sin foretrukne løsning. Feltet er stadig nyt, så et vilkår er, at vi må forsøge os frem. Det taler imod én meget firkantet national standard for indsamling.

De løsninger, vi laver, skal passe til omgivelserne, men omgivelserne varierer. I bymidter er der f.eks. ofte gårde uden plads til mange spande, ligesom der er masser af veje, hvor kun få typer skraldebiler kan passere.

Der er også det økonomiske aspekt: Geografien kan gøre det dyrt for borgerne i f.eks. Ringkøbing-Skjern Kommune, hvis de skulle have ligeså mange affaldsspande som i et villakvarter i Solrød. Affaldstransport udgør allerede op til 40 procent af borgernes omkostning i forbindelse med affaldshåndtering.

Løsningen skal findes i en god balance mellem det fælles bedste og behovet for omkostningseffektive og lokalt tilpassede løsninger med plads til innovation.

Debatindlægget er bragt i Information 6. november 2018.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462