Knivskarpe og glasklare sorteringskriterier på plads for metal og glas

Nyhed

Den tredje workshop i rækken om fælles sorteringskriterier for husstandsindsamlet affald blev afholdt med succes mandag d. 18. juni. Nu ligger fælles sorteringskriterier for papir, pap, hård og blød plast, metal samt glas klar.

Sorteringskriterier glas

Workshoppen om husstandsindsamlet glas og metal blev afholdt i H.J. Hansen: Genvindings lokaler i Odense. Lotte Nystrup Lund fra innovationsbureauet FUTU faciliterede dagen.

Søm og skruer – må de komme i metalspanden derhjemme? Og hvad med skårene fra et smadret glas, må de komme til glas? Der var masser af forskellige typer affald der skulle diskuteres, da Brancheforeningen Cirkulær samlede aktører fra hele værdikæden og afholdt workshop om husstandsindsamlet glas og metal. Workshoppen er et led i projektet om fælles sorteringskriterier for husstandsindsamlet affald, og var den tredje i rækken. Kriterierne for papir og pap samt hård og blød plast er blevet defineret på lignende workshops i løbet af foråret.

Foliebakker, fyrfadslysholdere og drikkedåser delte vandene

I debatten om metalaffaldet blev det hurtigt klart, at holdningerne til affald i form af tyndt aluminium var forskellige. Nogle deltagere argumenterede for, at aluminiumsaffald som drikkedåser, foliebakker og fyrfadslysholdere skal i restaffaldet, da det kræver en udsortering af aluminiummet fra resten af metalaffaldet, hvis det skal kunne genanvendes. Hvis det ikke er separeret og presset hårdt, fordamper det blot i genanvendelsesprocessen. Andre aktører argumenterede for, at aluminiumsaffald skal i metalspanden, da det er logisk for borgerne og fordi aluminium kan skade de traditionelle affaldsenergianlæg. Brancheforeningen Cirkulær har efterfølgende undersøgt begge sider af sagen grundigt, og resultatet er, at aluminium skal med i metalspanden. Du kan se kriterierne for metal her.

Plastworkshop_sorteringskriterier1
Deltagerne arbejde i grupper, hvor de blandt andet diskuterede hvilke slags glas, der er velkomne i glasfraktionen.
 

Ja tak til drikkeglas og glas med låg

Ved workshoppens start var glasskår, medicinglas, låg samt krystal- og drikkeglas de typer af glasaffald, der skulle diskuteres og vi skulle også have afklaret, hvorvidt låg må forblive på glasset. Workshoppens deltagere blev hurtigt enige om, at drikkeglas og glas med låg er velkomne i fraktionen, mens krystalglas og medicinglas med indhold ikke må komme i. Medicinglas med indhold skal derimod afleveres på apoteket. Glasskår er velkomne i fraktionen, så længe skårene stammer fra typer af glas, der er tilladt i fraktionen. Du kan se hvilke slags glas, der er tale om, her.

Retningslinjer for renhed skal fastsættes

Ved workshoppens afslutning var der fortsat usikkerhed om, hvilke retningslinjer der skal være for renhed for de to fraktioner. Aftalen blev, at foreningen skulle undersøge sagen nærmere ved at inddrage relevante aktører inden for hver fraktion. For glasfraktionen er det blevet fastslået, at kriterierne for renhed er de samme som for plast; nemlig at emballage skal være tømt og eventuelt skrabet, men ikke vasket. Efter nærmere undersøgelse er foreningen kommet frem til, at dette også kan gælde metalfraktionen, således at renhedskriterier er de samme for plast, metal og glas. 

Mad- og restaffald efter sommerferien

Brancheforeningen Cirkulær holder ferie i juli måned, og vender stærkt tilbage til efteråret. Fjerde workshop i projektet om fælles sorteringskriterier kommer til at handle om mad- og restaffald, og bliver afholdt d. 10. september.