Plasten kræver alle på tæerne

Af Charlotte Fischer, direktør i Brancheforeningen Cirkulær

2019 er på én gang et glædeligt og trist jubilæumsår. I 1994 vedtog EU nemlig sit første emballagedirektiv. Det satte rammerne for, hvordan varerne i vores indre marked skal pakkes ind. Direktivet slår bl.a. fast, at emballager skal designes til genbrug eller genanvendelse (de særligt nysgerrige skal læse i direktivets bilag 2). Vi er mildt sagt ikke i mål.

Tag plasten, en af denne verdens mest udbredte emballager. Her 25 år senere er de gode hensigter fra dengang i 90’erne langt fra realiseret. Vi står i dag i plastikaffald til halsen – og mere og mere.

Her er det selvfølgelig mere end godt, at vi nu både i EU og herhjemme har fået plasthandlingsplaner. Der skal ske noget – og alle skal på tæerne.

Kommuner og affaldsselskaber i fuld gang

Det skal vi i kommunerne og affaldsselskaberne. Vi er i fuld sving. Vi ruller flere affaldsspande ud, så borgerne kan sortere og få afhentet plastikaffald helt hjemme ved husstanden. Vi har defineret fælles sorteringskriterier og et fælles piktogramsystem. Vi stiller større og større genanvendelseskrav til aftagerne af plastikaffaldet.

Men også virksomhederne, designerne og forskerne skal bidrage. Og det hele skal anføres af ambitiøse politikere, der skaber stærke rammer og incitamenter. Regeringens plastikplan peger i den rigtige retning med mange gode ambitioner. Men den har også klare mangler. Vi savner til en start et klart budskab om, at vi skal af med fossilt plastik. Over and out simpelthen. Vi savner også de gode stærke rammer, der skal få virksomhederne med ombord og sikre, at vi får indfriet den oprindelige ambition om emballager designet til genbrug og genanvendelse.

For jo tidligere vi sætter ind, dvs. ved at indrette emballagerne, så de let kan genbruges eller genanvendes, desto bedre for klima og miljø. Vi kan ganske enkelt ikke kun sortere os ud af problemet.

Ud med elendig plastikemballage

Det handler om materialer og design. Det haster. Vi møder en overflod af produkter i vores affaldsbeholdere, som er alt det forkerte, hvis vi skal genanvende mere. Her har man sammensvejset plasttyperne, så de ikke er til at skille ad. Eller man har blandet flere slags materialer, der besværliggør sorteringen. Eller brugt sort plast, der giver kludder på sorteringsanlæggene. Der er i den grad brug for nogle stærke og ensartede krav til emballagerne. Navnlig er det oplagt med håndfaste iblandingskrav til plasten. Lyt fx til EU-Parlamentet, der har slået til lyd for et minimumsindhold af returplast på 35 pct. i nye engangsplastflasker. Sådanne håndfaste krav vil give det boost til efterspørgslen efter genanvendt plast, som den cirkulære omstilling tørster efter.

Vi så gerne, at regeringen går endnu længere og fx også tager afgiftsvåbnet i brug. Lad os reformere emballageafgifterne, så virksomhederne får stærkere incitamenter til emballager, der kan genanvendes. Så længe brugen af genanvendt plast både er frivillig, måske endda er af lavere kvalitet og dyrere, så er det i hvert fald op ad bakke. Og fremskridt kræver lovgivernes assistance.

Virksomheder skal sortere

Vi slipper heller ikke for at forvente mere af virksomhederne, når det handler om plastaffaldet. Miljøstyrelsen er i gang med at undersøge, hvor Danmarks plastikaffald kommer fra – og i hvilket omfang butikker, restauranter, landbrug og andre virksomheder udsorterer plastik. Mon ikke undersøgelsen vil vise, at der også her er plads til forbedring. Når det er ekstra vigtigt, at også disse virksomheder kommer med ombord, skyldes det, at deres plastaffald jo er i en bedre kvalitet end husholdningernes snaskede plastaffald og derfor bedre vil kunne genanvendes. Vi kan ganske enkelt ikke undvære virksomhedernes storstilede bidrag.

Producentansvar med de rette økonomiske incitamenter

Virksomhederne skal i det hele taget vænne sig til at tage mere ansvar for genanvendelsen af emballagen. Fra 2025 kommer der nemlig producentansvar på emballageaffald – også økonomisk. Her bør kommuner og erhvervssiden gå sammen om at sikre, at vi får en langt bedre model end den katastrofeordning, der gælder for producentansvaret for el-skrot. Her er vi rørende enige med Plastindustrien, der har udpeget tre typer plastik, de helst ser brugt til emballager, og som det kommende producentansvar skal give økonomiske incitamenter til at bruge.

Der er ingen grund til at vente. Det har vi gjort i 25 år.

Debatindlægget er bragt i Altinget den 15. januar 2019.