Plastikplan med gode takter og klare mangler

Pressemeddelelse

Regeringens plastikplan rummer flere gode initiativer, men der mangler konkrete krav og incitamenter til producenterne, så de i langt højere grad designer produkter og emballager til genanvendelse, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Plastik - sorteringsanlæg

Kommuner og affaldsselskaber er godt i gang med at gøre det nemmere for borgerne at sortere plastik. Barrieren for mere og bedre genanvendelse er derfor de mange forskellige typer af plastik, emballage består af. Det problem adresserer regeringens plastikplan ikke tilstrækkeligt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Kommuner og kommunale affaldsselskaber er allerede i fuld gang med at gøre det enklere og nemmere for borgerne at sortere plastik. I løbet af 2019 vil 4,8 mio. borgere kunne sortere og få afhentet plastikaffald hjemme.

Samtidig sparker regeringen en åben dør ind, når den efterlyser mere ens sorteringskriterier. Dem har Brancheforeningen Cirkulær sammen med KL allerede udviklet - bl.a. for blød og hård plastik indsamlet fra husholdningerne.  

- Vi er med på at rulle fælles sorteringskriterier og kommunikation ud til kommunerne. Men pas på med at detailstyre den enkelte affaldsbeholder. Det kan blive dyrt for borgerne og uden grøn gevinst, hvis Christiansborg skal bestemme om plasten må ligge sammen med fx metal eller skal have sin egen spand, siger direktør Charlotte Fischer, Brancheforeningen Cirkulær.

Uanset sorteringen hjemme hos borgerne, skal plastik nemlig efterfølgende finsorteres på automatiske anlæg, før man kan gøre sig noget håb om genanvendelse.

Nøglen til den cirkulære økonomi er bedre design

Samtidig ligger udfordringen ikke alene i indsamlingen og sorteringen. De helt store miljøgevinster fås først, når plastik designes til at kunne genanvendes og indgå i en cirkulær økonomi. Det gælder langt fra i dag.

- Vi skal gøre en masse i affaldssektoren, men vi får svært ved at redde verden fra bunden af skraldespanden. Der er brug for krav til producenterne, så de udvikler og bruger genanvendelige emballager. Lige nu bakser vi med emballager, der er umulige eller dyre at genanvende, fordi flere plastik-typer fx er ”svejset” sammen. Her savner vi konkrete virkemidler i planen, siger Charlotte Fischer.

Brancheforeningen Cirkulær havde også gerne set, at regeringen var gået endnu længere, idet flere af initiativerne i planen allerede er besluttet i EU-regi – fx både forbud mod engangsplast, tynde plastikposer og mikroplast i kosmetik.

”Der er hårdt brug for et økonomisk incitament for virksomhederne. Det skal kunne betale sig at producere og bruge cirkulære produkter og genanvende emballager. Det kræver smarte afgifter, der gør forskel på det, vi gerne vil have hhv. mindre og mere af. Det mangler helt,” siger Charlotte Fischer.