RenoNord indvier nyt sorteringsanlæg

Nyhed

Danmarks mest moderne sorteringsanlæg er nu i gang med at modtage og finsortere plast og metal fra husstandene i kommunerne Jammerbugt, Mariagerfjord og Aalborg. Det nordjyske affaldsselskab RenoNord står bag det 38 millioner kroner dyre anlæg, som er et stort skridt på vejen mod en mere effektiv sortering og genanvendelse af affald i Nordjylland.

renonord-sorteringanlaeg-5

Metal- og plastaffald fra 137.000 nordjyske husstande bliver nu finsorteret på RenoNords nye sorteringsanlæg. Selvom økonomien ser fin ud med den mængde affald, er anlægget bygget til at kunne håndtere affald fra op til 250.000 husstande. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Når store maskiner skal indvies og startes for første gang, skal der selvfølgelig trykkes på en knap. Og på et moderne affaldssorteringsanlæg anno 2016 gøres det selvfølgelig fra en iPad, snarere end fra et enormt kontrolpanel med lysende lamper og en skov af knapper. Spændingen var dog stadig stor, da RenoNord indviede og fremviste sit nye affaldssorteringsanlæg for et bredt udsnit af Danmarks affaldsbranche.

For ville det starte? Og virke rigtigt? Og hvordan ser det ud, når tonsvis af blandet metal- og plastaffald transporteres gennemt et sindrigt system af bånd, hjul, magneter og luftkanoner?

Ja, det startede fint, da RenoNords bestyrelsesformand Daniel Nyboe Andersen tappede på iPad’en og satte anlægget i gang. Og det så både godt ud og virkede glimrende, kunne de fremmødte affaldseksperter konstatere – heriblandt flere med lang erfaring og viden om netop sorteringsanlæg.

”Det giver intuitivt mening at sortere plast til genanvendelse, og det sætter anlægget her skub i. Vi skal bidrage til en mere bæredygtig og ressourceeffektiv verden, hvor vækst og miljø går hånd i hånd,” sagde RenoNords bestyrelsesformand Daniel Nyboe Andersen, som ligeledes er viceborgmester (RV) i Aalborg Kommune, som sammen med Jammerbugt og Mariagerfjord Kommuner står bag anlægget.

Staten vendt på en tallerken

De har tillige ensrettet deres indsamlingsordninger – og alle disse tiltag ligger i direkte tråd med statens ressourcestrategi Danmark uden affald og tilhørende målsætning om i 2022 at genanvende minimum 50 procent af syv typer husholdningsaffald – herunder plast og metal. Sort på hvidt står der nemlig, at kommunerne selv kan bestemme hvordan, men at ”målet om at fordoble genanvendelsen forudsætter, at der fremover sorteres mere, end det sker i dag. Det kan ske både ved kildesortering i husholdningerne og på centrale sorteringsanlæg.”

”Og det er præcis det, I har gjort,” mente Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, som også deltog i indvielsen.

I har reageret på de politiske signaler fra centralt hold. I har etableret nyt og fælles kildesorteringssystem og et sorteringsanlæg, der skal sikre en højere kvalitet i genanvendelsen. Det er flot.
Jacob Hartvig Simonsen
 
 

”Så meget desto mere uforståeligt er det, at den nuværende regering for et par måneder siden i den grad trak tæppet væk under sorteringsanlæg, som det vi nu står ved her,” sagde han, og henviste til forsyningsstrategien.

Her foreslår regeringen blandt andet at kommunerne pålægges at bruge private firmaer til at håndtere genanvendeligt affald, og at eksisterende kommunale anlæg – som f.eks. sorteringsanlægget i Aalborg – skal tvangsprivatiseres.

”Kommunerne og deres affaldsselskaber skal naturligvis have mulighed for at bruge markedet, hvor det kan løse opgaverne. Men der, hvor markedet ikke etablerer de løsninger, kommunerne efterspørger, der skal de have mulighed for selv at lave sådanne løsninger. Ellers sker der jo ingenting,” sagde han.

Med i forsøg om genanvendelse

Og netop det, at nordjyderne valgte at gribe denne mulighed, fik ros fra en af de private aktører på området, nemlig Franz Cuculiza, direktør i Danmarks største plast-genanvendelsesvirksomhed Aage Vestergaard Larsen A/S.

”I dag tager vi endnu et skridt i retning af mere cirkulær økonomi. Det er ikke nemt, og det kræver vilje og handlekraft. Men det har RenoNords bestyrelse udvist ved at tage en visionær beslutning om at bygge det her anlæg,” sagde Franz Cuculiza.

”Så tillykke til nordjyderne med en grønnere dagsorden og for at have gjort det, mange andre har talt om i årevis.”

Aage Vestergaard Larsen A/S er selv involveret i sorteringsanlægget, idet virksomheden skal modtage en del af det sorterede plastaffald for at undersøge, hvordan det kan genanvendes i så høj en kvalitet som muligt. Det sker som del af et forsøgsprojekt støttet af Miljøstyrelsen. Sammen med RenoNord er Aage Vestergaard Larsen A/S med til at finjustere sorteringsanlægget, så det fungerer optimalt med henblik på at genanvende plasten fornuftigt.