Systemisk og globalt problem skyld i plastikforurening

Pressemeddelelse

Plastproblemerne er en global udfordring. Kommuner afsætter plastaffaldet til virksomheder, der skal genanvende det. Desværre kan det ofte betale sig at lade være. Der er behov for krav til produkterne og styring, så vi kan løse problemerne i EU, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Dansk Affald - plastik

Dansk plastikemballageaffald er sammen med store mængder andet vestligt plastikaffald blevet fundet i Malaysia og Indonesien under forfærdelige forhold for mennesker og miljø. Enklere produkter og mere styring med plastikken er blandt løsningerne, mener Brancheforeningen Cirkulær. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Danskerne sorterer plastikemballage som aldrig før i håb om, at det kan bruges igen. Kommunerne indsamler det og betaler for at sende det videre til virksomheder, der skal genanvende det. Sådan burde det i hvert fald være.

Alligevel ender store dele af den vestlige verdens plastikemballage-affald – herunder også en del fra Danmark – i Malaysia og Indonesien, hvor det brændes eller dumpes under forfærdelige forhold for både mennesker og miljø, viser TV2 i en ny dokumentar.

Det er desværre billedet på et systemisk problem, hvor det bedre kan betale sig at sende affaldet den halve klode rundt, fremfor at tage hånd om det selv, mener Brancheforeningen Cirkulær – interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.

”Der er tale om en global, systemisk udfordring. Affaldet kommer fra alle vestlige lande og skyldes, at vi bruger for meget plast, og at plasten ikke er klar til genanvendelse i høj kvalitet. De økonomiske incitamenter vender den tunge ende nedad. Vi bør fortsætte med at sortere og arbejde for at udvikle den cirkulære økonomi, vi ønsker, men også være helt bevidst om vi skal kigge udover affaldsbeholderen. Løsningen ligger i samarbejde, hvor mange forskellige aktører skal gøre meget mere – og på samme tid,” siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

For at komme problemerne til livs, skal der sættes ind flere steder, mener Brancheforeningen Cirkulær: Plastikemballage skal i langt højere grad designes til genanvendelse, og der skal stilles EU-krav om at bruge genanvendt plastik i nye produkter.

”Der er behov for konkrete, økonomiske virkemidler i Danmark og i EU, der kan reducere forbruget og sikre, at produkterne kan genanvendes. Kun på den måde kan vi tage hånd om vores egne miljøproblemer i Europa. Indtil da må vi i kommunerne og affaldsselskaberne i højere grad gå med livrem og seler, når vi sender plastikaffald ud af landet. Vi skal sikre os bedre dokumentation og skærpe kravene til de private affaldsselskaber, som aftager plastikaffaldet – og hvis ikke, det kan lade sig gøre, må vi være klar til at finde andre løsninger,” siger han, men slår fast, at det kun kan fungere på kort sigt.

”Det er uholdbart i det lange løb, at danskernes sorterede plastikemballage ikke kan finde anvendelse – men det nuværende alternativ, hvor plastikken forurener jord og luft i fattige lande, er endnu mere uholdbart,” mener Mikkel Brandrup.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462