EU-politikere spiller afgørende rolle for at løse tekstilproblemer
Nyhed
Kommunerne og borgerne er godt i gang med at sortere tekstilaffald. Men fuld cirkulær økonomi for tekstiler kræver en mode- og tekstilindustri, der er villig til at investere i mere genbrug og genanvendelse. Regulering og krav er vejen frem.
Fremover skal der producentansvar på tøj og tekstiler, og de skal mærkes med produktionsår, så vi kan indsamle data om, hvor længe tekstilerne er i brug. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.
De danske husholdninger og kommuner er i fuld gang med at sortere og indsamle hullede cowboybukser, slidte t-shirts og udtjent sengetøj. Men visionen om, at netop gamle t-shirts bliver til nye t-shirts afhænger af, at mode- og tekstilindustrien vil investere i og efterspørge genanvendt materiale. Og det halter gevaldigt.
Derfor skal ansvaret for omstillingen flyttes fra borgerne og affaldsindustrien til problemskaberne selv: Mode- og tekstilindustrien.
”I dag ligger ansvaret for omstillingen af mode- og tekstilindustrien primært hos borgerne og os i affaldsbranchen – men det er uholdbart. Vi kan umuligt påvirke, om globale tøj- og tekstilvirksomheder investerer i og bruger f.eks. bomuldsfibre fra gamle t-shirts til nyt tøj. Det kan kun industrien selv – eller lovgivning, hvis ikke industrien selv tager affære. Og det sker kun i begrænset omfang,” siger Kathrine Olldag, politisk chef i Brancheforeningen Cirkulær.
Stil krav om genanvendt materiale
Kravet til danskerne om at sortere tekstilaffald bør derfor følges op med håndfast lovgivning, der sætter turbo på brugen af genanvendt materiale (fiber-til-fiber) i nyt tøj, nedbringer mængden af fast fashion, øger sporbarheden og forbedrer datagrundlaget, mener Brancheforeningen Cirkulær.
”Løsningen er hurtig indførsel af producentansvar på tøj- og tekstiler, der fremmer at tekstilproducenter og brands bruger f.eks. genanvendt bomuld fra gamle cowboybukser i nyt tøj, samt i langt højere grad tilbyder genbrug og reparation. Det vil i vores øjne sætte en standard og sikre en efterspørgsel, der vil stimulere genanvendelsesmarkedet betydeligt,” siger Kathrine Olldag.
Et producentansvar på tøj- og tekstiler – som det, der eksisterer allerede på elektronik og er ved at blive indført for emballager – har allerede to gange været til diskussion og afstemning i Folketinget, men desværre har et flertal afvist dette, og i stedet peget på en EU-løsning.
”Det ville da også være ideelt med et EU-producentansvar, og vi håber, at vores kommende EU-parlamentarikere vil sikre at ambitiøst et af slagsen. Det bør derfor også adressere overproduktionen af fast fashion, ligesom tekstiler skal mærkes med produktionsår, så vi bliver klogere på, hvor lang tid, tøjet holder,” siger Kathrine Olldag.
Alternativt må Danmark gå foran. Det har Danmark gjort med kravet om sortering, så det kan også lade sige gøre med krav til tøj- og tekstilvirksomhederne, mener Brancheforeningen Cirkulær.