Mangelfuld rapport om økonomi i sorteringsanlæg

Nyhed

Flere konklusioner i ny rapport om sorteringsanlæg mangler ophæng i virkelige erfaringer. Blandt andet regner rapporten med, at prisen på et sorteringsanlæg er næsten tre gange større, end hvad Renonord har investeret. Problematisk, mener Brancheforeningen Cirkulær forud for temadag om emnet.

Renonord - sorteringsanlæg2

Reno-Nords sorteringsanlæg i Aalborg har en årlig kapacitet på 5.000 tons metal- og plastaffald fra husholdninger. Ifølge Incentive og Miljøstyrelsen burde det have kostet 105 mio. kroner - men nordjyderne har altså formået at holde investeringen på kun 38 mio. kroner. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Der er minimum seks tvivlsomme konklusioner i den rapport om økonomien i affaldssorteringsanlæg, konsulentvirksomheden Incentive har skrevet for Miljøstyrelsen. Det mener Brancheforeningen Cirkulær på dagen, hvor Miljøstyrelsen redegør for rapportens konklusioner på en affaldskonference i København.

Blandt andet undrer det Brancheforeningen Cirkulær, at rapporten regner med et investeringsbehov på 105 mio. kroner for et sorteringsanlæg med en kapacitet på 5.500 tons. I Aalborg ligger nemlig et kun et år gammelt sorteringsanlæg med kapacitet på 5.000 tons metal- og plastaffald, som det fælleskommunale affaldsselskab Renonord kun har betalt 38 mio. kr. for.

”Rapporten er for virkelighedsfjern og talgrundlaget for tyndt. Det undrer os blandt andet, at konsulenterne bag rapporten har undladt at inddrage erfaringer og økonomiske tal fra Renonords anlæg, i betragtning af at det er den mest dugfriske case, vi har i Danmark,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

 
 

Dårligt udgangspunkt for politisk diskussion

Seks mærkelige konklusioner

Liberalisering eller planøkonomi?

Regeringen vil liberalisere affald – men rapportens konklusioner peger i en nærmest planøkonomisk regulering, hvor staten skal bestemme placering af sorteringsanlæggene samt hvor affaldet køres hen.

Overdriver investeringsbehov

Tallene for, hvad det koster at etablere et mindre sorteringsanlæg, har intet ophæng i virkeligheden. Renonords et år gamle anlæg i Aalborg med kapacitet på 5.000 tons metal- og plastaffald fra husholdninger har kostet 38 mio. kroner. Rapporten påstår, at et sådan anlæg koster næsten tre gange så meget, nemlig 105 mio. kroner.

Ikke-eksisterende måde at sortere på

Rapporten baserer sine beregninger på en sortering, hvor borgerne blander pap, metal og plastik i den samme spand. Det er mærkeligt, for sådan en sortering eksisterer ikke i Danmark. Derudover forbigås papir i tavshed, selvom den mest udbredte opdeling er pap sammen med papir og metal sammen med plastik.

Usikre afsætningspriser

Afsætningspriserne i rapporten stemmer ikke overens med de priser, foreningens medlemmer oplever – især er afsætningsprisen på kildeopdelt plast forundrende høj. Priserne er derudover helt modsatte af, hvad samme konsulenthus bruger i sine beregninger i den endnu hemmeligholdte rapport om ensretning af affaldssortering.

Usikkert potentiale

Det står hen i det uvisse, hvordan den fremtidige mængde på 110.000 tons pap, metal og plast, som sorteringsanlæg potentielt kan arbejde med, er beregnet. Samtidig er det problematisk at antage, at samtlige 110.000 tons vil tilflyde danske sorteringsanlæg, når langt størstedelen i dag afsættes til udenlandske anlæg.

Ser bort fra land og by

Rapporten indeholder omkostninger til tømning og spande – men de antages at være ens i hele landet uanset geografiske forskelle. Det er selvfølgelig forkert. Omkostningerne er forskellige om spanden står ved en landejendom i en arealmæssigt stor kommune eller et parcelhus i en storby.

Rapporten kommer midt i den politiske diskussion om affaldssektorens fremtid, herunder regeringens ønske om at tvangsprivatisere flere kommuners sorteringsanlæg.

”Det er særdeles problematisk, hvis Folketingspolitikerne tager beslutninger om fremtiden for kommunernes sorteringsanlæg på et så mangelfuldt grundlag som denne rapport,” mener Jacob Hartvig Simonsen.

Fælles OPP-anlæg er vejen frem

Brancheforeningen Cirkulær ønsker i stedet, at offentlige og private parter kan gå sammen om fælles anlæg.

”Vi skal have gjort det mere enkelt for kommuner og private affaldsvirksomheder at gå sammen i fælles selskaber om både husholdningsaffald og erhvervsaffald. Som affaldsreglerne er i dag, er det simpelthen for juridisk bøvlet at etablere fælles offentlig-private-affaldsbehandlingsanlæg,” siger Jacob Hartvig Simonsen.

Det var disse regler, der i 2014 satte en stopper for Vejle Kommunes plan om et fælles sorteringsanlæg med en privat affaldsvirksomhed, fordi det ifølge statens juridiske rådgiver Kammeradvokaten er ulovligt at blande genanvendeligt affald fra husholdninger med nøjagtig det samme affald, bare fra erhverv.